Nyt Semler-underskud på landbrugsmaskiner: Minus 10 mio. kr.

Semler Agro går i minus, men John Deere-forhandleren er kommet markant tættere på målet om rentabel drift.

Det har foreløbig kostet store millonbeløb for bilkoncernen Semler Gruppen at kaste sig ind i markedet for landbrugsmaskiner.

Mens Semler med den landsdækkende forhandling af John Deere har taget store markedsandele, så er der stadig et stykke vej til rentabel drift.

Den er dog blevet væsentlig kortere end sidste år.

Semler Agro noterer sig nemlig for et resultat før skat på minus 10,5 mio. kr. i 2020 mod et minus på knap 22 mio.  kr. året før i datterselskabet Semler Agro A/S.

For det overliggende selskab Semler Agro Holding A/S, hvor økonomien fra Herborg Smede & Maskinforretning også indregnes, lyder årets underskud på 5,3 mio. kr. før skat mod 12,8 mio. kr. året før.

I pressemeddelelsen lyder vurderingen fra Semler Agro, at man er godt på vej mod sin femårsplan om at genere et overskud i 2021.

"Vi var allerede langt i vores digitale omstilling inden krisen med bl.a. koble alle landbrugsmaskinerne sammen digitalt, hvilket gjorde det muligt for os fortsat være tæt på landmændene og fortsat at udnytte de stordriftsfordele, vi har som landsdækkende maskinforretning. Den nye hverdag krævede samtidig endnu stærkere interne strukturer. Begge dele har været afgørende for årets gode resultat og vores fortsatte fremgang,” lyder det fra adm. direktør Morten Buus.

Semler Agro løftede i 2020 omsætningen til 592,6 mio. kr. – en stigning på 11 procent.

Over de sidste fem år har Semler Gruppen i datterselskabet Semler Agro A/S måtte opgøre et samlet minus på ca. 100 mio. kr. i resultaterne før skat, men har altså fået en stadig sundere forretning op at køre samtidig med, at opkøbet af Herborg Smede & Maskinforretning bidrager med positive tal til Semler-koncernen.

Bag maskinforretningen står en bomstærk bilkoncern, der trods et bilmarked, der umiddelbart blev hårdt ramt af coronakrisen sidste forår, også kommer stærkt ud af 2020 med en omsætning på 15,2 mia. kr. og et forbedret nettoresultat på 30 mio. kr. til 460 mio. kr. for året. De gode vinde i Semler Gruppen betyder også, at man gør klar til at udbetale 190 mio. kr. i udbytte til ejerne, ifølge Børsen.

Med 250 medarbejdere, der arbejder ud fra 14 værksteder inklusiv en underforhandler på Bornholm, er Semler Agro en af landets største distributører af landbrugsmaskiner i skarp konkurrence med Danish Agros danske maskinforretninger og importselskab.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.