Opgraderet motor fuldender 6-serie

De resterende modeller i 6R-serien får nu nye motorer med tilsætning af AdBlue. Det samme gør sig gældende på otte nye 6M-modeller.

I efteråret 2014 opgraderede John Deere de tre største modeller i 6R-serien. Nu er turen så kommet til de resterende seks modeller i serien, hvor 6110R, 6120R, 6130R, 6135R, 6145R og 6155R udgør det nye kuld. De nye modeller spænder fra 110 til 155 heste ved nominel effekt, og målt på den maksimale ydelse inklusiv IPM (boost) yder traktorerne fra 135 til 202 hestekræfter. Herfra tager de tre tidligere lancerede 6R’ere over med henholdsvis 223, 243 og 259 heste (maks. eff. inkl. IPM).

Motorer med AdBlue

Lige som det er gældende for de tre største 6R-modeller får de resterende seks modeller opgraderede motorer, der overholder Tier 4 Final/Stage IV-kravene. 6110R, 6120R, 6130R og 6135R benytter en firecylindret, 4,5 liters John Deere PowerTech PSS-motor med partikelfilter (DPF) samt en SCR-katalysator med tilsætning af AdBlue.

I 6145R og 6155R kommer kræfterne fra den kendte 6,8 liters John Deere PowerTech PVS-motor på seks cylindre - ligeledes med AdBlue.

Da de tre største modeller i 6R-serien blev lanceret sidste år, var det med forlænget serviceinterval mellem olieskift til hele 750 timer. Dette interval gælder nu også for 6145R og 6155R med rækkesekseren.

Hele opgraderingen på motorsiden går igen på 6M-serien, der med otte nye modeller også overholder de strenge Tier IV-emissionskrav. Her er der også blevet plads til en ny topmodel i form af 6195M, der yder op til 206 hestekræfter ved maksimal effekt inklusiv IPM.

De tre største modeller har samme 6,8 liters motor som 6R, og de fem mindste benytter den firecylindrede udgave, som ligeledes findes i 6R.

Over hele linjen af nye 6R- og 6M-modeller tilbyder John Deere et bredt udvalg af transmissioner. 6R fås med PowrQuad Plus, AutoQuad Plus, AutoQuad Plus Ecoshift og AutoPowr. Som ekstra feature tilbydes DirectDrive-transmissionen til 6145R og 6155R.

På de otte 6M-modeller kan man vælge PowrQuad Plus, AutoQuad Plus, Autoquad Plus Ecoshift, CommandQuad Plus og CommandQuad Plus med Ecoshift.

På 6R-serien følger de nye modeller trop i kabinen med opdateringer som på de tidligere lancerede 6R-modeller. Det betyder blandt andet det nyeste CommandArm armlænskonsol med fjerde generation CommandCenter-terminal med nye swipe-funktioner for at gøre det lettere at navigere rundt i terminalen.

Faktaboks

6R og 6M

  • Seks opgraderede 6R-modeller fuldender serien på i alt ni modeller. Bl.a. opgraderinger på motor, effekt og i kabine.
  • 6M kommer i otte opgraderede modeller, der lige som 6R har nye motorer, som benytter AdBlue.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.