Opkøbs-feber i maskinhandlen – den uløste konkurs – og store danske maskinnyheder på vej

Her har du mandag morgenposten med overblikket over de seneste begivenheder – og hvad der sker i de kommende dage.

God mandag morgen,

Efter en omgang heftig regn, blæst og rusk her uden for murstene i det sjællandske, så er der tanket kaffe op til en spændende uge i vores maskinverden.

Inden jeg dvæler lidt, hvad der kommer til at ske, så hopper jeg lige et par dage tilbage. For det var da lidt af en uge, vi lige er kommet ud af. Mens jeg midt på ugen kørte rundt på landevejene og lavede interviews hos en maskinstation i Sønderjylland og en maskinforhandler lidt længere oppe i landet, så kørte strukturudviklingen for fuld kraft i maskinforhandlerbranchen. Først tikkede nyheden ind om, at Yding Smedie overtager Horsens Maskiner.  

Få timer senere var det Skjern Maskinforretning, der købte naboerne op fra Sakskær Maskiner. Tillykke til alle parter – bag handlerne ligger der sunde tal i regnskabsbøgerne, så tilsyneladende står alle parter tilbage med en god handel her.  

Et andet sted, hvor det går godt, er hos familien Helms, der er godt i gang med at køre et generationsskifte igennem. I sidste uge landede regnskabet fra maskinimportøren Helms TMT, og man kan ikke være andet end imponeret over deres stabile overskud – og evne til køre en bygge en solid forretning op, som ligger langt over branchegennemsnittet. Her tænker jeg bl.a. på, at soliditeten nu er vokset over 70 pct. At senior, Kristian Helms, så også er forbillede, der kan lære os lidt om at stå af racet en gang imellem, gør ikke historien mindre spændende.   

Alt er jo ikke rosenrødt i branchen. For en uge siden spåede jeg, at vi ville have en ny ejer af konkursramte Jysk Maskincenter i Randers i den forløbne uge. Mine kilder siger, at en løsning er i hus om meget kort tid, men at der stadig forhandles i de her dage, men her mandag morgen er vi altså ikke præsenteret for den endelig løsning endnu.

Her på redaktionen er den store begivenhed lige foran os selvfølgelig Agritechnica. Søndag 12. november starter ballet. Tilsyneladende er der tvivl om, hvorvidt Deutz-Fahr kommer med stortraktoren i 11-serien på messen. Til gengæld er der allerede tikket så mange andre spændene nyheder fra Deutz-Fahr og de andre godt 2.900(!!) udstillere ind, at der nok skal blive lidt at se til.

På den korte bane venter vi dog spændt på at præsentere jer for nogle gedigne nyheder fra danske maskinfabrikanter. Der sker vist noget i de kommende dage. Tys, tys vi må ikke sige mere lige nu…

Til gengæld kan jeg godt afsløre, at vi på torsdag lancerer vores første udgave af det nye store tillæg til LandbrugAvisen med navnet LandbrugsAvisen Maskiner. Tillægget bliver spækket med stof fra maskinforhandlere, læserens egne investeringer, maskinstationer, maskinnyheder og ikke mindst en stor overflyvning af det kommende Agritechnica. Udover at komme rundt til LandbrugsAvisens sædvanlige skare, så sender vi også tillægget rundt til en række aktører i brancherne. Nok om vores egen satsning. Samme dag tager jeg en tur til Aars, hvor Danmarks bedste lærling indenfor landbrugsmekanikerne skal kåres. Det skal I nok høre mere om.  

Indtil da, ha’ en fin mandag og god uge.

Redaktionschef Christian Juel Jørgensen, LandbrugsAvisen Maskiner

PS: Vi arbejder videre på at forsyne dig med gode nyheder og spændende indslag i løbet af ugen. Har du gode forslag, tips eller indfald til vores næste historier, så er du meget velkommen til at kontakte mig på cjj@landbrugsavisen.dk eller mobil 40283032.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.