Opstart med kvæg - endte med stor maskinstation

Torben Kamp er gået fra en drøm om at være selvstændig landmand til at være maskinstationsejer, fortalte han til opstartsmøde ved Varde.

Torben Kamps liv har taget sig noget af en drejning. Det blev helt tydeligt for alle de fremmødte, da han torsdag aften åbent fortalte om sin snørklede vej til at blive ejer af Skamstrup Maskinstation ved Varde under Familielandbruget og Landbrugsrådgivnings Syds etableringsaften.

Fra at være en ung landmand med kvæg gik han til at være lille maskinstationsejer til nu at leder af en stor biks med 40 ansatte.

Fra at knokle med at køre maskiner ud i marken, så de aldrig stod stille, er han nu blevet en mand med styr på økonomi og ansatte.

"Hvis du ikke selv har styr på det, så skal du ansætte en, der har styr på det. Det er vigtigere end at pudse forruden på John Deeren. Fuck den forude. Nej, kontor - det er vigtigt," sagde Torben Kamp foran godt 50-60 tilhørere, gamle som unge.

Overtog forældrenes gård

Torben Kamp er opvokset på en kvæggård og kom på landbrugsskole, for han ville være landmand med kvæg. Faren døde og i 1990 købte han ejendommen af sin mor. Der var 70 køer og 60-70 hektar jord. Han udvidede indtil år 2000, hvor han købte den sidste jord til 60.000 kr. pr. hektar. Da havde han 140 hektar jord. Sideløbende havde han - ligesom sin far - hjulpet naboerne i høsten og med lidt gylle. Sideløbende med at drive kvægejendommen ansatte han løbende ekstra arbejdskraft til at drive lidt maskinstation.

Sideløbende arbejdede han på sammen med en kompagnon at købe en kvægejendom, men konkluderede at den lå for tæt på bygrænsen til at kunne udvides. Faktisk gik han i 2003 i stik modsatte retning og slagtede ud for at satse på maskinstationsdrift og planteavlen.

I 2008 købte han Skamstrup Maskinstation, da han tilfældigvis snakkede med den daværende ejer, der ville sælge hurtigt. På under en uge havde Torben Kamp købt den store maskinstation. Samme år, i 2008, solgte han sin jord.

"Jeg satte det i udbud d. 20. april 2008. Det var jeg glad for. Det vil jeg sige. Det har hjulpet mig meget siden," siger han.

I starten knoklede Torben Kamp løs. Dengang omsatte maskinstationen for 20 millioner kroner om året med 20 mand.

Torben Kamp fortalte til de fremmødte, at han tidligere var lidt en 'sløserøv', når det kom til papirarbejdet. Han havde perioder, hvor han kun betalte regninger, men aldrig selv udskrev regninger til sine kunder i samme hastighed.

Det betød, at bankmanden kunne ringe og brokke sig over, at kassekreditten var i bund.

"Det går ikke i dag, men det gjorde jeg bare. Men jeg tænkte: Solen skinner, vi skal arbejde. Det var møgdårlig management, det der," fortæller Torben Kamp.

Maskinstationen vokset

I dag er virksomheden vokset til 40 mand ansat - knap 20 om vinteren. Nu har han bedre styr på økonomien.

"Jeg vil sige, at i dag er økonomien det vigtige for mig. Det er det allervigtigste – ej, selvfølgelig er det vigtigt at drive virksomheden, have gode medarbejdere, have styr på det – men i dag er det mig, der rykker bankmanden," siger Torben Kamp.

I dag er der kun to gange om året, han snakker med bankmanden, siger Torben Kamp. Når han lægger budget, og når regnskabet afleveres.

Sidste år var omsætningen på 62 mio. kr. og Skamstrup har både maskinstation og entreprenørvirksomhed.

Kassekreditten kan strække sig fra nul til minus 12 mio. kr. i vinterhalvåret, hvor de ni smede og øvrige fastansatte i virksomheden gør maskinparken klar til sommeren. Han har også ansat en mellemleder.

"Man skal passe på ikke at rende så stærkt, at man mister overblikket. Det koster penge," siger Torben Kamp.

Han havde også et budskab til de unge mennesker, han fyrede af til sidst.

"Hvis man er dygtig, tror jeg, man kan leve af det. Men du skal brænde for det, ellers skal du være lønmodtager," sagde han.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.