Horsch-importøren Stroco-Agro er lige for tiden leveringsdygtig i en positiv historie fra landbruget. For i løbet af denne vinter er det strømmet ind med ordrer på en bred vifte af Horsch-maskiner - i en grad, som importøren ikke har oplevet før.
»Vi har haft et forrygende salg hele vinteren til levering dette forår. Vi har aldrig haft så meget i ordrebøgerne som i år. Horsch produkterne må ramme lige i plet med produktsortimentet, som landbruget og maskinstationerne efterspørger,« siger Arne Gejl, Stroco-Agro, som dog ikke vil sætte tal på den store fremgang.
Salget dækker bredt i hele sortimentet. Maskinstationerne har igen i år taget Maestro majssåmaskinerne til sig med et godt salg. Såteknik med Pronto og Focus TD maskinerne ligger meget stabilt i salget. Og teknik til plantebeskyttelse fra Horsch Leeb fylder godt i ordrebøgerne. Det gælder både selvkørende og trailersprøjter.
»Den unikke BoomControlPro bomstyring, der tillader bommen at arbejde tæt på jorden eller afgrøden og dermed minimere afdriften og øge afsætningen af de kostbare dråber, har virkelig vakt opsigt og beundring og genereret et flot salg,« siger Arne Gejl.
Joker og Terrano harverne ligger også flot i ordrerne.
»De voldsomme snegleproblemer i efteråret har øget fokus på stubharvning for mekanisk at bekæmpe agersneglene. Pløjefri dyrkning generelt har bidt sig godt fast i Danmark. Strukturudviklingen med større og større bedrifter øger fokus på større effektivitet og rettidseffekt,« siger Arne Gejl.
Kommentarer