Otte plovmærker viste deres kunnen i marken
Der findes ingen dårlige plove på markedet. Men hvert mærke har fordele og ulemper, konstaterede pløjeekspert på Pløjedag 2018.

Landboforeningen Agri Nord sætter i øjeblikket det gode pløjearbejde under lup. Derfor afholdt Agri Nord i går arrangementet Pløjedag 2018, hvor hele otte forskellige plovfabrikater var mødt op med liftophængte plove for at vise deres formåen i marken.

»På ploven her kan vi se, at forplovene sidder fint. De skal sidde spids under spids, hvilket vil sige, at spidsen af forploven skal sidde lige under spidsen på plovskæret. Samtidig må forploven gerne sidde tre-fire centimeter længere ude end landsiden. Det gør de også her«, konstaterede Jens Iversen, indehaver af Ploveksperten.

Jens Iversen er givetvis Danmarks største kapacitet på pløjeområdet, og han var hyret ind af Agri Nord for at give sin vurdering af såvel plusser som minusser på de otte fabrikater: Kuhn, New Holland (tidl. Överum), Kverneland, Unia, Pöttinger, Amazone, Lemken og Maschio.

Dybdehjul skal sidde bagerst

Under gennemgangen var der for eksempel ros til de mærker, hvor forplovenes dybde kan stilles hurtigt og uden brug af værktøj. Efterhånden, som de slides, skal de nemlig justeres for at opnå det bedste pløjearbejde.

»Den nemme indstilling gør, at vi rent faktisk får justeret på forplovene. Har jeg ret?« spurgte Jens Iversen forsamlingen.

Enorm interesse for at få trimmet plovenMaskiner Onsdag 21. marts 2018 · 10:41

Omvendt er pløjespecialisten ikke fan af dybdehjul, som er placeret fremme på ploven.

»Det er naturligvis et plus, at man kan pløje helt til skel, når dybdehjulet er ført frem. Men så stopper plusserne også«.

»Ploven bliver nemlig sværere at indstille for den menige landmand, fordi man nu også skal bruge topstangen til at trække i ploven under kørslen. Får man ikke justeret tingene korrekt, går det ud over pløjearbejdet«, mener han, men tilføjer dog:

»Hvis ploven ellers er indstillet rigtigt, så kan den lave et fantastisk stykke arbejde. Og ser man på rækken af plove i dag, så er der ingen dårlige plove på markedet. Men de har alle deres forskellige fordele og ulemper, som kan være med til at afgøre, om man vælger en grøn, blå eller rød plov til sin jord,« siger Jens Iversen.

Du kan læse mere om pløjedagen i næste uges udgave af LandbrugsAvisen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.