Overblik: Lukninger hos Claas, CNH og JCB – men dine maskiner kommer fortsat

Foreløbig er landbrugsmaskinerne ikke voldsomt berørt af corona-krisen. Få overblik fra aktører som Pöttinger, Fendt, CNH, John Deere og Claas her.

Opdateret 20. januar kl. 8.21. Oprindelig version fra 19. marts.


Det seneste døgn har været dramatisk i industriverdenen.  

Store tyske fabrikanter som Mercedes, BMW og VW har alle meddelt, at de lukker produktionen ned i ugevis for at håndtere corona-krisen.

Samme effekt har vi endnu ikke set indenfor landbrugsmaskinerne. Men Claas er nu i gang med lukke produktion ned i Frankrig. JCB har lukket deres produktion i England – og CNH har oplyst til LandbrugsAvisen, at de for længst annoncerede lukninger af fabrikker i Italien betyder, at hele 9.500 af 10.000 fabriksarbejdere "på gulvet" er sendt hjem fra arbejde.  

Situationen set fra danske kunders synspunkt er dog langt fra håbløs. Sammenstemmende oplyser en lang rækker forhandlere og producenter til LandbrugsAvisen, at forsyningerne mere eller mindre fortsat kører til det danske marked – som det ser ud netop nu understreges det – mere eller mindre på normalt niveau.  

Få et overblik her:

Kuhn lukker fabrikker

Produktionen af Kuhns velkendte maskiner er midlertidigt lukket ned i Frankrig.

Det oplyser ejeren, den schweiziske industrikoncern Bucher Industries, i en pressemeddelelse. Kuhn er Frankrigs største producent og beskæftiger omkring 3.000 ansatte i Frankrig.

Claas: Tysk fabrik kører videre – men udfordringer i Frankrig


Jens Skifter, koncerndirektør i Danish Agros division Agribusiness Machinery:

”Det, der sker i Europa har selvfølgelig en effekt på det, som vi laver. Egentlig går det ganske gnidningsfrit indtil videre. Alle er positive og konstruktive. Det er forudsætningen for, at man kan finde fleksible løsninger. Vi ser, at bilfabrikkerne lukker ned. Estland har lukket for gæster helt til 1. maj. Vi ser, at New Holland har lukket fabrikker. Jeg har modtaget information om, at der snart kommer en melding fra Claas om, at de lukker ned i Frankrig, samt de østrigske fabrikker, hvor Liebherr producerer Claas Torion og Scorpion læssemaskinerne. Lukker de franske fabrikker, så må vi håndtere den situation”, siger han og understreger, at der er solide meldinger fra Claas store produktion i Tyskland.

”Vi hører ikke, at der sker noget for Claas’ fabrik i Tyskland. Fabrikanterne er afhængige af deres underleverandører og godstransport, så vi følger det time for time. For finsnittere og mejetærskere er vi ret sikre på, at det bestilte nok skal komme frem, da mange kunder var rettidigt ude og lagde en ordre, så mange er produceret. For traktorfabrikken i Frankrig er det time for time. Vi har jo en del på lager, så vi kan hjælpe kunderne med at komme videre. Vi skal nok få det løst”.

På reservedelsområdet noterer han sig, at der stadig kan flyves med godstransport rundt i Europa.

”Der er sløjfet 200.000 personfly i verden, som også ofte har reservedele med. Jeg kan se i går, at Lufthavnsa etablerer luftbroer med godstransport. Det kan betyde længere ventetid, men varerne flyder også, og det fungerer lige nu hos vores samarbejdspartnere. Men vi har også vores store centrallager i Skurup i Skåne. Her har vi rigtig meget på lager, og der er ikke langt til Skurup”.

John Deere ruller fortsat ud fra Mannheim

Morten Buus, adm. direktør Semler Agro:

”John Deere siger, at de bliver kørende. Af vores leverandører er det kun Sulky(fra Frankrig red.), der er lukket ned som følge af nødlukning af regeringen. Det er det eneste sted – og ellers er vi dagligt i dialog med vores leverandører, og det kører fint lige nu. Men som alt andet midt i det her, så kan det ændre sig dag for dag”.

CNH: Mange sendt hjem fra arbejdet i Italien

I sidste uge meldte CNH ud, at man lukker en række fabrikker i Italien. CNH's presseafdeling har oplyst til LandbrugsAvisen onsdag eftermiddag, at 9.500 ud af 10.000 medarbejere på gulvet er sendt hjem fra fabrikkerne i Italien i øjeblikket. Samtidig arbejder allle 7.000 funktionærer mere eller mindre stadig væk fra hjemmearbejdspladser, og dermed får de en lang række kritiske funktioner til at fungere.   

Case IH: Vi Tog ekstra maskiner hjem i sidste uge

Morten Jørgensen, marketing manager Case IH:

”I CNH-koncernen er vi vores ansvar om smittespredning og vores første prioritet i dette er de ansattes sundhed. Derfor følges situationen og de lokale retningslinjer meget nøje, og det er ud fra disse at beslutninger om evt. lukninger af produktion og distribution tages. Når det er sagt, er der indtil videre ikke noget, som vi siger, at vi ikke kan få. Grænselukningerne giver nogle udfordringer. Varerne skal ved nogle landegrænser holde i kø, inden de kommer over. Umiddelbart har vi gjort det, at vi har sørget for i løbet af sidste uge at kalde enheder hjem fra fabrikkerne og sætte dem ud hos vores forhandlere, så vi har så meget til rådighed som muligt. Vi er leveringsdygtige”, understreger Morten Jørgensen og fortsætter:

”I produktionen begynder man at se mangel på enkelte komponenter, men fabrikkerne har fokus på, at producere enheder, som er slutsolgte. Vi kommer helt sikkert til at mærke det i de kommende uger i forbindelse med lukninger på de italienske fabrikker. Umiddelbart er der ikke problemer med udstyret her til forårsarbejdet i Danmark. Vores høstmaskiner kommer fra USA, og dem vi skal have til sæsonen, de er allerede bygget og skal ”bare” shippes over. Umiddelbart er vi på den front rimelig fortrøstningsfulde. Største udfordring er som sagt Italien, hvor de har lukket ned, og hvor der har været udfordringer med at få transporter ind og ud. Det drejer sig om nogle teleskoplæssere og nogle mindre Farmall-traktorer. Det er ikke akut, og vi har nogle af disse enheder i Danmark og kan levere”.

New Holland: I øjeblikket ser det fornuftigt ud

Markedschef Thomas Pedersen, New Holland:

”Ind til videre ser det helt fornuftigt ud. Kommer det til at vare lang tid, så ved vi ikke. Nu tager vi det med opdateringer dag for dag. Organisationsmæssigt har det været en rigtig positiv oplevelse. Man tager det seriøst, og der bliver kommunikeret ud fra toppen, og man kender planen. Der er stringent information. Det stabiliserer jo tingene, at der er styr på det. Holder transportørerne op, så sker der noget for os og for andre. Men indtil videre er der ikke de store alarmklokker”.

Pöttingers fabrikker på 70-80 pct.

Salgschef hos Pöttinger Danmark, Lars Andreasen:

”Vi leverer maskiner og reservedele til Danmark som før COVID-19, og har også reservedelslageret i Danmark bemandet til håndtering af indkommende ordrer. Dette sikrer driftssikkerhed hos vore kunder", beretter han og oplyser, at nedenstående billede er levering af Pöttinger-udstyr torsdag morgen 19. marts ved maskinhandleren Sørensen & Lynggaard i Viborg.

Vore fabrikker kører på 70 - 80%, hvilket gør, at der på nuværende tidspunkt udelukkende produceres slutsolgte maskiner. Derved undgår vi at leveringstiden øges. Vi har næsten alle maskiner til foråret i landet, og de resterende der mangler, har allerede planlagt transport. Da der ikke er lukket for godstransport, ser vi kun en begrænset fare i levering til tiden”.

Fendt: Fabrikken er lukket for besøg, men der produceres stadig


Kasper Glibstrup, salgsansvarlig for Fendt, Agco Danmark:

”Produktionen kører foreløbig. Man tager forholdsregler. Man kan ikke komme på besøg og ind på den. Der er kun adgang for folk, der arbejder på fuld tid. Man tager sine forholdsregler. Det er svært at sige(hvad der sker længere fremme i tid red.).  Med de dessinger vi kender til, så har jeg ikke indtryk af, at vi ikke kan få varer ind. Fabrikkerne kører på normal vis, dog med andre sikkerhedsforanstaltninger. Alt andet lige er foråret lige om hjørnet og corona eller ej, så skal der stadig sås nogle marker og pløjes. Det gælder om at være klar. Vores large rundt om i Europa kører med fuld bemanding. Der er taget forbehold for at holde smittetrykket nede, og skulle der ske et eller andet med lagrene, så er man klar med en plan B”.

JCB-lukker alle ni fabrikker i STorbritannien

JCB lukkede ifølge den britiske udgave af Profi al produktion på de britiske øer i går. Dermed er hele ni produktionssteder lukket ned.

Ifølge Profi udtaler CEO Graeme Macdonald, at efterspørgslen er faldet markant i de seneste dage, og med nedlukningerne af stort set al aktivitet i Frankrig, Spanien og Italien er markedet i disse lande forsvundet fra den ene dag til den anden.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.