Overraskende salg af konkursbo i Randers – Deutz Fahr-importør køber sig ind

Jysk Maskincenters tidligere domicil i Randers er solgt til moderselskabet for HCP Danmark.

Højst overraskende bliver den tidligere Agco-forhandling i Randers, Jysk Maskincenter, nu overtaget af moderselskabet bag HCP Danmark, som mest er kendt for at importere Deutz-Fahr-traktorer i Danmark.  

Med købet overtager HCP Danmark alt inventar og alle reservedele med den ambition, at de vil sikre eksisterende og nye kunder service og tilknytning i det nye setup.

HCP Danmark bliver naturligt nok ikke forhandler af Agco’s mærker, men vil drive maskincentret videre med primært egne mærker, dvs. Deutz Fahr, Iseki og Multione etc.

”HCP beklager at det ikke er lykkedes de tidligere ejere, at opnå den succes som var tilsigtet. HCP håber på denne måde at kunne videreføre så meget af deres gode arbejde som muligt i synergi med HCPs egen platform”, lyder det i pressemeddelelsen.

Vil have showroom

Ifølge HCP er planen at etablere showroom, værksted, undervisning og butik på Bronzevej i Randers i tråd med det tidligere setup.

”HCP har længe ønsket at have en bedre detail og service orienteret dækning i denne del af Danmark, og finder at denne mulighed tilgodeser det ønske, samtidig med at en del af aktiviteterne kan videreføres og forhåbentlig forbedres til gavn for både kunder og egne forhandlere”, lyder det i pressemeddelelsen.

Maskiner ikke med

Som det tidligere er beskrevet af LandbrugsAvisen Maskiner, så bliver maskinerne solgt videre fra konkursboet for sig selv.  

Kurator planlægger derfor at afholde en større maskinauktion i slutningen af måneden.

 

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.