På langtur med traktor: Så skete uheldet

Af Kurt L. Frederiksen

Så skete det. Både det, der ikke måtte ske, og det, der skulle ske.

Jeg er alene, så det kan ikke være andres skyld. Jeg havde haft campingvognen af krogen for at få den til at stå vandret. Jeg havde sat den på igen og sikret mig, at den var låst fast til krogen. Næste morgen, da jeg listede ud fra pladsen, ramte campingvognens støttehjul en træstub.

Træktøjet hoppede af kuglen – så var det alligevel ikke låst. I hvert fald ikke godt nok. Da jeg opdagede, hvad der var sket, var det for sent. Alt havde virket, som det skulle, men lyskablet fra traktoren til campingvognen var revet over.

Ingen lys bagpå – ingen kørsel.

Hvem er det nu lige, der ødelagde kærven på min eneste fatningsskruetrækker på en af campingvognens rustne skruer? Og hvem er det nu lige, der er kørt hjemmefra uden en polsøger? Og oven i købet har glemt at købe én, da muligheden bød sig.

Jeg tog chancen og kørte videre ad den planlagte rute, der sidst på formiddagen ville bringe mig til en større by. Og held i uheld: Den første, jeg spurgte, var en ældre mand, der viste sig at være ekspert i den slags sager. Så for 20 euro var jeg lovligt kørende igen. Han havde nu eller ikke noget imod, at jeg stak ham to af mine dåseøl, en til hver hånd.

Tiden var gået. Jeg var kommet bagud, så næste dag måtte jeg hænge i. At køre 10–11 timer er for meget.

Men jeg havde en aftale med Matti Tiitinen, der er brand business manager på Valtra-fabrikken i Soulahti, og aftaler holder man.

Jeg blev overordentlig godt modtaget. Han interesserede sig for den gamle traktor. Jeg fortalte om turen. Han viste en film om fabrikkens historie og udviklingen af en moderne traktor. Selve produktionsbåndet stod stille på grund af ferie – det vidste jeg allerede, da jeg kørte hjemmefra. Det gjorde mig nu ikke noget.

Til gengæld lavede vi to små film, en dansksproget og en engelsksproget. Aftalen er så, at han kan bruge dem, som han nu finder det formålstjenligt. Noget for noget. Valtra har været generøse over for mig, og jeg prøver at give lidt tilbage.

Nu var ekspeditionens to geografiske mål nået. Jeg havde været på Nordkap, og jeg havde besøgt Valtra-fabrikken.

På vejen ned mod Turku faldt jeg over et traktormuseum. Det, det egentlig viste, var, hvor svært det er at udstille den slags. Ældre traktorer opstillet på række og geled er ikke ophidsende, med mindre man er meget nørdet.

Her fra Turku skal jeg med færgen til Stockholm. Jeg har ladet mig fortælle, at høsten hjemme er i gang.

Lige her, hvor jeg sidder, er der udsigt til en fin hvedemark, men afgrøderne er på samme udviklingstrin som vores, da jeg kørte hjemmefra for en lille måned siden.