På traktor til Island: Den skal de lokale ikke nyde noget af

Islands-turen på traktor nåede forleden ud på en vej, som folk betaler formuer for at prøve. Kurt tog den på en Valmet med påhængende campingvogn.

Jeg havde hjemmefra en kontakt til en familie, der bor højest mod nord på halvøen Skafta. Hraun, Skafta var adressen. Ingen vejnavne, der var kun den samme, ingen husnumre, så mange er der heller ikke. Til gengældt har steder navn. Altså Hraun, Skafta.

På vejen deropad holdt jeg en pause. En bil svingede ind på pladsen. De kunne kende mit køretøj. Desværre var de på vej til Akureyri i et presserende ærinde. Klokken kunne let blive 21 eller måske mere, inden de ville være tilbage. Det var ærgerligt. De har nemlig en meget speciel produktion af edderfugledun. De havde jeg glædet mig til at se. – Men, fortalte damen, som i øvrigt er dansk, men islandsk gift, - vi har nogle venner fra Danmark på besøg. De kender det hele. De kan vise dig det hele. Jeg ringer lige til dem, så kaffen er klar, til du kommer.

Og væk var de.

Jeg fulgte opfordringen. Først kaffe og rabarberkage, så omvisningen.

Nogle steder ruger edderfuglene i kolonier, der er så store, at det kan udnyttes. Når fuglene laver reder, plukker de dun af brystet til af fore rederne med. Mennesket har fundet på at bytte dunene ud med hø. Fuglene finder sig i det. De får nemlig redekasser og beskyttelse mod polarrævene til gengæld. Byttet er win-win, ellers kom edderfuglene ikke tilbage år efter år.

Når dunene er samlet, begynder arbejdet for alvor. De skal renses. Det sker både med maskine og med håndkraft. De skal opvarmes for at fjerne bakterier. Det hele er en tidskrævende proces, men – når dunene så er klargjorte og kan bruges til jakker og især dyner, har man et ganske særligt produkt. Prisen for en dyne med 600 gram dun er efter sigende 10.000 dkr. En oplagt julegaveidé.

Men videre. Jeg måtte sydover. Vejrmeldingen tydede godt. Jeg ville bringe mig i stilling til en af de strækninger, jeg hele tiden har villet prøve kræfter med. Fra Reykjavik mod nord, op mod Akureyri går der en gammel vej op mellem to af de store jøkler. Egentlig er det et gammelt hestespor, men nu altså en vej. Det vil sige, at man ikke må køre der med almindelige biler, kun 4 x 4. Skiltene siger intet om traktorer. De lokale kører her ikke. Kun med turister. Nogle af de lejer dyre køretøjer for at begive sig i kast med elementer og føle, de lever.

Der er penge i skidtet

Selv var jeg ikke i tvivl om, at traktoren kunne klare det. Campingvognen er et større problem. Og hvad med mig selv? Det tog 10 timer effektiv kørsel. Traktoren tålte stødene. Campingvognen faktisk også. Jeg har i hvert fald ikke opdaget, at den har fået banesår. Det eneste, der skete, var, at barometret rystede ned og smadrede. Vejret er nok ligeglad. Og jeg selv? Indrømmet: Jeg var træt – og glad, da jeg endelig nåede asfaltvejen i den anden ende.

Hvorfor lukker man ikke bare den vej? Eller asfalterer den? Nej slet ikke. Der er penge i skidtet. Folk betaler formuer for at komme til at prøve kræfter med den slags, mens de sidder inde i deres lejede Toyota Land Cruiser med blød musik på stereo og gang i firehjulstrækket. For at dæmpe de værste stød lukker de smarte lidt luft ud af dækkene. Så virker det mere professionelt.

Faktisk var Rob den eneste på turen, der aftvang mig lidt respekt. Han var hollænder, ca. 50 – og på cykel.

Jeg forslog ham, at vi byttede en time eller to. Han så bange ud allerede ved tanken. Cyklen var hans element. ”Så kan man mærke kulde og vinden. Det er dejligt”, sagde han.

 Men jeg skulle mod nord igen. Desværre var en genvej spærret. Det kostede en halv dag – men det var på asfalt.

 

Om turen

Kurt L. Frederiksen stævnede ud hjemme fra Reersø i sidste uge. Rejsen startede med at gå til Kalundborg, hvorefter han med traktor og campingvogn tog færgen til Samsø for efterfølgende at tage færgen til Jylland med Hou som destination. Derefter gik turen op igennem Jylland til Hirshals. Herfra sejlede han videre til Island. Turen forventes at vare fem uger. Undervejs skal der tilbagelægges omkring 3.500 km.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.