På traktor til Island: En fårefarmer rullede ruden ned – og så gik det over hul og sten

På Kurt Frederiksens tur på traktor over Island mødte han forleden en lokal bonde, der både viste fårestalden og sin egen kirke frem.

En mand svingede op på siden af mig og rullede ruden ned. Det var på tankstationen lige der, hvor Isafjørdur begynder.

Han begyndte at snakke på en blanding af islandsk, engelsk og dansk, og da jeg kun behersker det ene af sprogene på brugerniveau, var det lidt svært. Men efterhånden gik det. Han fik hele min historie. Han havde selv en traktor, fortalte han. Jeg spurgte til mærket. Det kunne han ikke huske. Men den var blå. Jeg foreslog New Holland. Banko.

Han var bonde, havde får. Jeg fik en idé. Sagen er, at vi selv for nogle år siden havde en del får. Så mange, at jeg byggede en stald, der var særlig indrettet til får. Da det ikke var almindeligt, fik jeg fat i en del litteratur om emnet og forbedrede det, så det passede til vores behov.

Hvor ligger din gård, ville jeg vide. Han viste mig det på kortet. Den sidste gård på venstre side af nabofjorden. Må jeg se din stald? Det måtte jeg gerne.

Vi aftalte, jeg skulle ringe næste formiddag. Da havde han ikke så travlt. Han skulle bare samle wrapballer sammen.

Kæmpe dyk i priserne

Han hentede mig inde ved hovedvejen, og så gik det over hul og sten i Hilux’en de ca. 10 km. Han var 4. generation på slægtsgården. Hele stalden med plads til 400 dyr havde han selv bygget. Inventaret var købt, men det hele indrettet, så han ene kunne håndtere det. Fårene er i fjeldet hele sommeren og bliver samlet sammen hen i september. De bliver klippet to gange om året. Lammene solgt til et slagteri, der lå 200 km. væk. Tidligere havde det været nogenlunde med får, men for nogle få år siden faldt priserne med ca. 30 pct.

Så skulle vi se kirken. Den hørte til gården, og blev brugt ved særlige lejligheder. Sølvkalken var fra 1792 og dåbsfadet næsten lige så gammelt, men altertavlen var af nyere dato i hidsige pangfarver malet af en norsk dame. Den friskede nu svært på rummet. Klokken blev betjent fra et reb inde i selv kirkerummet. Den danske præstebestand burde i ny og næ tjene herren fra sådanne ydmyge boliger.

Da vi kom ud af kirken, kom to flaskelam brægende. De syntes, det var fodretid. Moderen var død. Bonden mente, den slags var noget skravl, der tog tid uden rigtig at blive til noget. Men hvad gør man ikke for barnebarnet.

Så skulle vi have kaffe. Imens underholdt vi os med strukturudviklingen i landbruget. Den er nogenlunde den samme i Island og i Danmark. Større enheder, større maskiner, færre mennesker, og konen henter til det daglige brød i den nærmeste by, mens de voksne børn er fløjet ud i verden. Måske ville en af sønnerne overtage denne gård. Måske.

På vejen tilbage var der udsigt til Flateyri. For nogle år siden jævnede et stenskred fra fjeldet bagved en del af byens huse med jorden. Adskillige mennesker mistede livet. Også nogle af bondens venner. I arrene efter stenskredet vokser der nu blå lupiner, som så mange andre steder i Island. De er smukke, men er også en invasiv art, der breder sig.

Mennesket kan bygge kirker og værne sig på alle mulige måder, men naturen overlever altid. Den er nemlig ligeglad.

Sådan endte mit besøg hos bonden Gudmundur i det nordvestlige hjørne af Island.

 

Om turen

Kurt L. Frederiksen stævnede ud hjemme fra Reersø midt i juni. Rejsen startede med at gå til Kalundborg, hvorefter han med traktor og campingvogn tog færgen til Samsø for efterfølgende at tage færgen til Jylland med Hou som destination. Derefter gik turen op igennem Jylland til Hirshals. Herfra sejlede han videre til Island. Turen forventes at vare fem uger. Undervejs skal der tilbagelægges omkring 3.500 km.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.