Pickup klassen har fået ny boss: Mød ny Raptor, klassens entusiastbil

Hvad får man, hvis man parrer en rallybil med en pickup? En Ford Ranger Raptor i den nye generation med en fuldfed benzin-V6’er, 292 heste og stærke terrænevner.

Det var ved at være langt op ad dagen. Vi havde kørt op og ned ad stejle gedestier. Forceret noget, der lignede jungle-etaper. Givet den gas på en rallystrækning og sluppet jorden med hjulene.

- Nu kan der vel snart ikke være mere, de vil vise os. Den kan jo det hele, lød det træt fra codriver Jesper Dalberg fra bilmediet Rundt om Biler.

Og så kom der lige en test mere. Bjergklatring for viderekomne.

Vi er i et uvejsomt bjergområde i nærheden af Barcelona, en lokalitet, som Ford havde udset sig til den internationale pressepræsentation af topmodellen i den nye Ford Ranger generation, helt præcist Ford Ranger Raptor 3,0 V6 EcoBoost Twin Turbo 4X4 med 292 hestekræfter og et diesellignende maksimalt drejningsmoment på 491 Nm ved 2.300 omdr. Og den skønne maskines nærmeste samarbejdspartner er en 10-trins automatgearkasse med ultrabløde skift.

Syv køreprogrammer

Den skrappe Ford-pickup er udviklet af Ford Performance, og de har i højere grad end tidligere haft sportslighed og offroadkørsel i tankerne. Resultatet er en bil, som både kan gøre sig på langturen, hvor den silkebløde lyd fra V6’eren næppe er hørbar, som næsten-rallybil eller som en fremkommelig bjergged. I den sidste henseende er bilens Trail Control afgørende, en form for fartpilot til terræn, som kan hjælpe bilen både op og ned ad kraftige stigninger. Alt i alt har bilen syv køretilstande, dels onroad tilstandene normal, sport og slippery, dels offroad med rockcrawl, sand, mud/ruts og baja. Og imens sidder man i en luksuriøs-sportslig kabine i lædermøbler og med B&O lyd fra 10 højttalere i ørerne.

Og apropos lyd: Da Ford-kunderne har bekendtgjort, at de gerne vil have det sjovt, har ingeniørerne givet føreren valget mellem fire forskellige motorlyde via et elektronisk styret udstødningssystem. Her kan man vælge Quiet, Normal, Sport og Baja, hvor den sidste er en raspende væk-dine-naboer-om-morgenen-lyd.

Topversionen først

Normalt når nye modeller lanceres, lægger man ud med grundudgaverne og venter med topversionen, men Ford har her valgt det omvendte, måske for at skærpe interessen for de normale Ranger, der dukker op til sommer til endnu ukendte priser. Kendt er til gengæld prisen på Ranger Raptor V6: 427.075 kroner ekskl. moms. Prisen gælder til nytår.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.