Pløjespecialist modtager lokal iværksætterpris

Jens Iversen fik mandag overrakt Den Gyldne Musling på Morsø Erhvervsråds generalforsamling for sin virksomhed Ploveksperten.

Evnen til at se, hvad markedet har brug for kombineret med et vist mod og hårdt arbejde ligger bag de to virksomheder, som mandag 24. februar fik overrakt henholdsvis iværksætterprisen ”Den Gyldne Musling” og initiativprisen ”Den Gyldne Østers. Overrækkelsen skete i forbindelse med Morsø Erhvervsråds generalforsamling.

Den Gyldne Musling gik til Jens Iversen fra virksomheden Ploveksperten. Han har opbygget en helt unik rådgivningsvirksomhed, der er baseret på hans personlige erfaringer som pløjer i verdensklasse kombineret med faglig erfaring. Han har skabt en forretning på at justere plove for landmænd, der med en finjusteret plov sparer brændstof og sliddele, får mere jævne marker og mindre ukrudt, så behovet for kemikalier også reduceres, lyder baggrunden for hæderen.

»Jens Iversen har som iværksætter forstået at udnytte både de sociale medier og sit store netværk. 14 års arbejde som formand for Landspløjeudvalget under Danmarks Landboungdom gør, at rigtig mange landmænd nærmest automatisk tænker Jens Iversen, når der snakkes pløjning«, sagde Morsø Erhvervsråds konstituerede formand Tage Odgaard, da han overrakte prisen.

Smed med initiativ

Thorup Smed fik initiativprisen ”Den Gyldne Østers”. Virksomheden er i dag meget anderledes end den, smedemester Anton Mikkelsen grundlagde i 1969. Oprindeligt var fokus på traditionelt smede og VVS-arbejde, men Anton Mikkelsen havde et talent for at konstruere sine egne løsninger, og de blev blandt andet efterspurgt af de vinduesfabriker på Mors, som i 80’erne fik et stadigt større behov for individuelle løsninger og specialmaskiner.

Anton Mikkelsens søn Martin blev i 1997 uddannet i virksomheden og supplerende efterfølgende med en uddannelse som civilingeniør inden for maskinteknik fra Aalborg Universitet. I 2004 overtog han Thorup Smed og har siden specialiseret virksomheden inden for opbygning af specialmaskiner til industrien.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.