Politiet: GPS-tyverier sker på bestilling

Meget tyder på, at professionelle østkriminelle står bag en voldsom bølge af GPS-tyverier, som planlægges grundigt efter rekognoscering efter egnede maskiner og steder at begå indbrud

"Vi formoder, at der er tale om kriminelle østbander, som har specialiseret sig i GPS-tyveri på bestilling og går efter især tre mærker. De ved, hvad de har med at gøre, arbejder i små hold og rekognoscerer forud for indbruddene", siger Sønke Iwersen, vicepolitiinspektør ved UKA Vest ved Syd- og Sønderjyllands Politi. 

Herfra koordineres efterforskningen af GPS-tyverierne, som er sket i flere politikredse og omfatter omkring 100 enheder alene i landbruget de seneste måneder. 

Tyverierne har primært ramt maskinstationer og større landbrug samt entreprenører og byggepladser. 

Frygten hos politi, forsikringsselskaber og GPS-leverandører er, at i takt med at de store steder får sikret sine GPS, bliver det også interessant for tyvene at gå efter bedrifter med færre GPS’er.

Signaler i øst

Hvad politiet konkret har i spor i disse sager, vil Sønke Iwersen af efterforskningsmæssige grunde ikke uddybe. 

At mistanken retter sig mod øst skyldes blandt andet, at når tidligere stjålne GPS-anlæg er blevet tændt igen, er signalet dukket op langt inde i Østeuropa, Rusland eller andetsteds i det tidligere Sovjetunionen.

"Det er desværre ikke steder, hvor dansk politi har mange muligheder for at gøre mere ved sagen", konstaterer han.

"Vi har et fint samarbejde med for eksempel tysk politi, men vi får ikke russisk politi til at køre langt ud på landet for at hente en enkelt GPS-enhed".

Erfarne kriminelle

Kasper Kjær Jensen, chefkonsulent i Danske Maskinstationer og Entreprenører, har adskillige medlemmer, der har oplevet GPS-tyveri. Her gør tyvenes professionalisme under selve indbruddene indtryk på ham. På den negative måde. 

Tyvene har i nogle tilfælde klippet strømmen til maskinhuset. I andre tilfælde har de formået at færdes udelukkende i videoovervågningens blinde vinkler i hallerne. I alle tilfælde er det stjålne udstyr afmonteret ganske professionelt, og med over 20 anlæg stjålet ved et enkelt indbrud, har selve afmonteringen taget ganske lang tid, formentlig timer. 

Desuden er der kun stjålet GPS-udstyr, mens andet værdifuldt udstyr er blevet liggende.

"Det er erfarne indbrudstyve, som har forberedt sig grundigt", konstaterer han.

Rekognoscerer før indbrud

"Vores formodning er, at tyvene bruger vagtposter under selve indbruddet. De parkerer ofte et stykke fra gerningsstedet og bevæger sig frem til fods det sidste stykke. Bilerne kan f.eks. holde parkeret i en nærliggende skov, bag store gylletanke eller skjult bag store bygninger et stykke fra gerningsstedet. Forud for indbruddet er der sandsynligvis blevet rekognosceret på stedet. Vi vil derfor gerne høre fra folk, som oplever noget usædvanligt omkring et landbrug eller en maskinstation", forklarer vicepolitiinspektør Sønke Iwersen.

Det kan biler eller personer på usædvanlige steder eller usædvanlige tidspunkter eller med en usædvanlig opførsel. 

"Vi opfordrer til, at man er opmærksomme på folk eller biler, som færdes i området uden noget egentligt ærinde, noterer eller fotograferer nummerpladen og kontakter os", siger han. 

Sikring af sit udstyr og det sted, man parkerer sine maskiner, har derfor også en forebyggende effekt, påpeger han

Læs mere: Sådan sikrer du dig 

Hvad traktorproducenterne gør for at sikre GPS-udstyret og hvad du selv kan gøre for at forebygge tyveri af dine GPS-enheder, kan du læse meget mere om i den trykte udgave af LandbrugsAvisen i morgen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.