Så er det officielt: Her er Fendts nye 900-serie

MAN-motor, ny transmission og opgraderinger i kabinen er blandt ændringerne på næste generation af Fendts populære 900-serie.

Landbrugsavisen, Tyskland.

Fendt holder netop nu pressemøde på fabrikken i Marktoberdorff. Her har Fendt afsløret den nye 900-serie, der i princippet er en nyudviklet traktor, men med mange af elementerne fra den større 1000-serie.

Motormæssigt får 900-serien nu en 9,0 liters motor fra MAN, der i Fendt 942, den største af fem ny modeller, yder 415 hestekræfter ved maksimal effekt.

1.700 motoromdrejninger er det maksimale omdrejningstal, ligesom den ruller ved blot 650 omdrejninger i minuttet ved tomgang. Den specielle motorkarakteristik betyder også, at den sekscylindrede MAN topper på 1.970 newtonmeter ved blot 1.100 motoromdrejninger på Fendt 942. Og så behøver du kun tænke på oliskift for hver 1.000 timer på samtlige modeller i 900-serien.

Transmissionen bliver Fendts TA 300 Vario, der lige som den større 1000-serie betyder, at der ikke er nogen manuel skift af gruppegear. Samtidig sørger traktoren også selv for til- og frakobling af firehjulstrækket. Der er ganske enkelt to særskilte udgange til henholdsvis for- og bagaksel, og som traktoren selv sørger for at fordele effekten til efter behov.

Brug iPad som ekstra terminal

SmartConnect, ikke at forveksle med Fendt Connect, bliver standard på Profi Plus modellerne i 900-serien. Og hvad er det så? Jo, tag din iPad med i kabinen, og så snart du starter traktoren op, kobler den interne wifi forbindelse sig på iPad’en. Herefter kan du få en hel masse af traktorens informationer at se på din iPad. Det kan være traktorens position, bearbejdet areal, traktorens belastning og så videre - i princippet lidt som en ekstra terminal i kabinen.

Masser af hydraulik

Som tidligere nævnt her på landbrugsavisen.dk så bliver det muligt at få den nye Fendt 900 med gruppe 49 dæk. Det betyder i princippet hjul i 44 tommer og med en diameter på omkring 2,20 meter.

På hydraulikken bliver Fendt 900 en kraftkarl. 165 eller 220 liter er standard, men det er muligt at få helt op til 430 liter i minuttet, hvis man har opgaver, der kræver masser af hydraulik.

I kabinen er der nye detaljer. Som ekstraudstyr kan du blandt andet få, hvad Fendt kalder et high end infotainment-system, hvor otte mikrofoner i kabinen sørger for perfekt håndfrie telefonsamtaler.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.