Så solidt kommer stor maskinhandler ud af 2017
S.D. Kjærsgaard leverer nok en gang et solidt regnskab med pæn udbyttebetaling.

Det er langt fra alle maskinforretninger, som har mulighed for at give ejerkredsen et kontant udbytte efter årets regnskab.

Enten er overskuddet minimalt eller også skal det bruges til at forstærke stødpuderne i selskabet. Hos S.D. Kjærgaard med hovedsæde i Vraa i Nordjylland nærmer soliditeten sig 40 pct. med mere end 46 mio. kr. på egenkapitalen, selvom der udbetales pæne beløb ud af selskabet årligt.  

Således udbetaler selskabet fire mio. kr. for andet år i træk til ejeren, som er direktør og 3. generation på posten i familieselskabet, Palle Kjærsgaard.

Han er glad og tilfreds med årets resultat, som landede stort set på forrige års resultat med et overskud efter skat i omegnen af fem mio. kr. og nogenlunde samme bruttoresultat på 41 mio. kr. I årsregnskabet opererer S.D. Kjærsgaard som sædvanlig med betegnelsen 'tilfredsstillende'.

”Traditionelt skriver vi ikke så meget i vores regnskab. Og sådan er det også i år. Men vi er naturligvis tilfreds med resultatet. Vi regnede med at komme nogenlunde sådan ud, og det er lykkedes. På de interne linjer har det kørt godt hele vejen rundt fra værkstedet og til salgsarbejdet, hvor det også har været rigtig fornuftigt”, siger han.

Mange spillere i markedet

S.D. Kjærsgaard valgte i løbet af 2017 at sige farvel til forhandlingen af New Holland-traktorer, og kører fremover en strategi, hvor det er Case IH både på landbrugs- og enteprenørsiden, der skal trække kunder til i et omfang, så forhandleren med i dag 80 ansatte kan blive ved med at vokse.

Han var Danmarks største traktorsælger - mærker nu pressetMaskiner Søndag 9. april 2017 · 11:09

Og vokseværk har forretningen. Senest i december meldte S.D. Kjærsgaard ud, at den jyske maskinhandler udvider med en ny afdeling i Karlslunde på Østsjælland med entreprenørmaskiner. På SDK-kortet ligger der også forretninger i Kolding, Hornslet ved Aarhus, Frejlev ved Aalborg og altså Vrå i Nordjylland.

Selvom indtjeningen i dag betegnes som tilfredsstillende, så tror Palle Kjærsgaard, at den kan løftes i takt med, at der kommer færre og større spillere i en branche præget af rigtig mange små og mellemstore maskinhandlere.

”Hvis der sker noget mere konsolidering i branchen, så tror jeg også, at det kan lykkedes os at få mere tonnage igennem og dermed få bedre indtjening for indsatsen”, siger han.

Han er dog helt med på, at det er et branchevilkår, at der skal en del omsætningskroner igennem systemet for hver krone, der tjenes. 

”Det er rigtigt, at vi er en branche, hvor man operer med nogle store risikoer for en lav indtjening. Men vi er godt tilfreds med at være her, og kunne ikke forestille os andet”, siger han med et smil.  

S.D. Kjærsgaard2016/172015/16
Bruttofortjeneste40,9 mio. kr.41,3 mio. kr.
Primær drift5,8 mio. kr.6,7 mio. kr.
Resultat efter skat4,9 mio. kr.5,6 mio. kr.
Egenkapital46,4 mio. kr.45,6 mio. kr.
Soliditetsgrad37,3 pct.35,7 pct.
Medarbejdere i snit7470


 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.