Særlig godstraktor du ikke kan købe – i hvert fald indtil 6. december

For nylig var en særlig Fendt fra 1988 udbudt. Men så fik ejeren kolde fødder.

Det har været lidt sparsomt med ugens handel-historier på det seneste. Det vrimler ikke ligefrem med opslag på sociale medier for tiden med specielle landbrugsmaskiner, som lige er blevet solgt.

Vi fandt dog et opslag for en lille måned siden, som vækkede redaktionens interesse. TBS Maskinpower i Starup skrev nemlig på Facebook om et samlerobjekt, en Fendt 307 LS fra 1988, som de havde fået ind og nu ville sælge.

Traktoren er dog ikke handlet, selvom der ifølge sælger Martin Geiser, TBS Maskinpower har meldt sig interesserede købere både ind- og udenlands for traktoren.     

”Men køberen får den ikke med hjem, før der har været åbent hus i Starup den 6.december, for alle vores Fendt kunder skal have lov til at se den, inden den forsvinder ud på markedet”, siger han.

Kommer fra gods

Som TBS Maskinpower formulerer det, så er det sjældent, at en 30-årig traktor repræsenterer nogen reel værdi i en byttehandel. Det har denne traktor dog. Serviceforskrifterne er fulgt til punkt og prikke, og traktoren har været flot renligholdt igennem årene.  

Årsagen til, at den er kommet på markedet er, at Kalsbøl Gods ved Johan og Michael Levy har købt to nye Fendt’er, en 211 og 828 Vario og byttet den gamle ind.

Den fremtår dog utrolig velholdt, lyder skudsmålet.  

”Det er et fantastisk eksempel på, hvor sunde gamle Fendt traktorer er, hvis blot ejerne sørger for at få dem serviceret – og holdt rene”, siger Martin Geiser.

Som en lille detalje så spiller den originale Blaupunkt radio stadig upåklageligt – kun musikken har forandret sig med årene.

Traktoren er for sin alder godt udstyret med bl.a. spindel-affjedret foraksel med bremser og 40 km/h transmission.

Traktoren kan som sagt beses af publikum i december, men folkene fra TBS lægger op til, at den kan handles inden, hvis man altså kan vente på at få den med hjem.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.