Særligt førerhus ankommer til Danmark: "John Deere smider trumf på"

Dyk i Landsbladets arkiv anno 1981: Avanceret teknik indbygget i John Deeres nyudviklede kabine, som nu produceres i Vesttyskland.

"Det er ikke en overdrivelse, at der i det nye førerhus synes at være mere mekanik og udstyr end i de biler, vi kører rundt i til dagligt".

Ovenstående citat er fra en historie, der blev bragt i Landsbladet 9. oktober 1981.

Her kan man læse nyheden om John Deeres nyudviklede førerhus og man fornemmer tydeligt reporterens begejstring.

Men hvilket førerhus er der så tale om? Det er John Deeres dengang nye SG2-førerhus.

"Et nyt, lydsvagt og meget avanceret førerhus vil de kommende år være en af John Deere-traktorens trumfer i konkurrencen om øget markedsandel i Danmark og det øvrige europæiske marked", står der i Landsbladet.

Det nye SG2 førerhus havde allerede et par år været kendt på de amerikansk producerede traktorer, men blev nu også fremstillet i Vesttyskland og derfor endelig introduceret for de danske forhandlere.  

Den danske importør af John deere-traktorer og høstmaskiner, Agro Domi, havde derfor haft sine forhandlere med ned til den nye fabrik i Bruchsal, 50 km syd for Mannheim, hvor John Deere på et 100 hektar stort areal ville investere godt 1,5 mia. kr. og samtidig opfører et stort reservelager, der skulle dække det europæiske marked. 

Panorama forrude og koblingsfri skift

At et traktorfirma bygger et nyt førerhus, er som sådan ikke specielt ophidsende, men SG2-kabinen vakte alligevel opsigt under introduktionen. 

"Førerhusets ruder er tonede, forruden buet – nærmest rund – og giver panoramaudsyn. Side- og bagvinduerne kan åbnes for øget ventilation og adgang til redskaberne. Med ophængte pedaler og uden gulvgearstænger er der rummelig førerplatform med benplads. Ratstammen kan vippes og forlænges, og førersædet kan justeres, så det passer til enhver traktorfører", står der i Landsbladet.

Men det var langt fra det eneste nye.

"Konsolmonterede gearstænger, gashåndtag og grupperede hydraulikhåndtag letter førerens arbejde. Power-Synchron transmissionen med 16 fremadgear kræver kun to skiftestænger og kan skiftes gennem otte hastigheder med én gearstang. Instrumentpanelet informerer om op til 20 traktorfunktioner, og i loftet over føreren er der kontrolgreb for ventilation, dobbeltviskere og radio", står der beskrevet. 

Derudover var der Indbygget i førerhusets tag støvfilter og ventilatorer, der cirkulerede luft igennem kabinen via otte luftdyser. Og det nye førerhus kunne også leveres med aircondition. 

"Airconditionen gjorde underværker, idet temperaturen kan bringes 20 grader længere ned end udenfor", står der i Landsbladet. 

Det nye førerhus blev leverede til alle John Deere-traktorer fra 62 hk og opefter. 

Klik på billedet for at læse hele artiklen fra Landsbladet i 1981. 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.