Salgschef på bonede gulve i Paris - og manden bag sjælden USA-traktor
Ugens profil på maskinfronten, Samsons salgs- og marketingschef Torben Larsen, har travlt på mange fronter for tiden.

Det er spændende tider på mange måder for Samsons salgs- og marketingschef Torben Larsen.

Derhjemme går han i øjeblikket og restaurerer en sjælden traktor fra 1926, som der kun er et par lignende eksemplarer af her til lands.

På arbejdet går han og kollegerne og fintrimmer de sidste ting før, de søndag morgen er i godt i gang med den store franske maskinmesse Sima, hvor der forventes mere end 200.000 besøgende.

Samson er blandt et par håndfulde danske virksomheder – heriblandt He-Va, Bogballe, Kongskilde, Jydeland, Thyregod, Fransgård og Dal-Bo – som er klar til at møde en masse potentielle kunder i Paris.

Hvordan går det med forberedelserne til udstillingen i Paris?

”Vi tjekker de sidste ting af nu. Vi rejser ned i morgen tidlig kl. 7 og overtager standen fra de folk, som har bygget den, og så skal vi mødes med det franske salgsteam og gå standen og produkterne og ugens forløb igennem, så de er op på lakridserne og ved, hvad der står af maskiner og kan snakke med kunderne på et fornuftigt plan om det”, fortæller Torben Larsen, som skal være i Paris frem til torsdag aften.  

Hvor vigtig er Sima for jer?

”Det er en enorm vigtig messe for os på det vesteuropæiske marked. Når jeg siger det, så er det fordi, at Frankrig er det tredjestørste marked. Det er nationalmessen i Frankrig. Der kommer også en del fra Spanien og en del fra England. Det er let at hoppe over kanalen og komme til Paris. Vores islandske forhandler har en delegation på 40 mand og vi har lidt russere, der kommer over ligesom vi får en delegation fra den fransktalende del af Canada”, siger han.

Hvad forventer du dig af Sima?

”Jeg har faktisk temmelig store forventninger. Frankrig er et stort sprederland. Vi viser vores Flex II serie for første gang med dynamisk vejning. Vi kører første demo derefter. Det har været et stort tema med dynamisk udbringning i Frankrig. Det glæder vi os enormt til, og så har vi solgt et pænt antal 36 meter bomme i Frankrig. Det havde vi nok ikke set komme. Det forventer vi os også en del af”, siger han.

Hvad synes du om at være på messe?

”Jeg kan godt li det. Det er spændende at møde forretningspartnere og kunder og miljøet omkring det. Men det er også hårdt fra tidlig morgen til sen aften en uge i træk. Men det giver bare noget at mødes.”

Hvad betyder det for jer, at I står på Sima og lige har opkøbt det store franske mærke Pichon?

”Det har vi selvfølgelig diskuteret, hvordan vi håndterer. Det er et brand, som fortsætter i sin linje og Samson fortsætter i den linje, vi har. Vi tager til Sima med den hat, at det er business as usual. Vi har hver især en forretning, der skal køre.”

Har hentet sjælden traktor hjem fra USA

Når Torben Larsen ikke drøner rundt på messer i ind- og udland eller er på arbejdet hos Samson i Viborg, så er han også ivrig samler af veterantraktorer.

Samson i stor Agritechnica-satsningMaskiner Fredag 3. november 2017 · 08:20

Hjemme på matriklen mellem Juelsminde og Horsens har han et lille værksted, hvor han går og arbejder med tingene, når han har tid til det midt imellem familielivet med en miniput på to år tillader det.  

For et par år siden hentede han en Rumely Oil Pull, 15-25 fra 1926 hjem fra USA. Efter sigende er der kun et par stykker af mærket her til lands.  

”De skal helst være fra før krigen. Jeg er født og opvokset på en traktor og været med ude på landet. Vi har alle altid været engageret i traktorer i min familie”, fortæller han med henvisning til, at han også er dybt engageret i familiens traktormuseum, Morsø Traktormuseum.

Traktoren fra 1926 forventes færdig til sommer.  

”Den blev plukket helt ned og alt er skilt, hvorefter den blev sandblæst og malet. Og mangler vi noget, så bliver det skaffet hjem eller fabrikeret. Nu er motoren lukket,” siger han og fortæller, at der venter en stor, ukendt opgave med oliekøleren.

”Den består af 20 elementer og sættes sammen og tættes under tryk”.

Har du prøvet det før?

”Næ, det er lidt af en udfordring, men mon ikke vi har den klar til at starte op til sommer”.

Fortid hos Agco og Claas

Under studiet som maskiningeniør troede Torben Larsen, at han en dag skulle tegne og konstruere maskiner. Men skæbnen ville, at han fik job som demopilot for Massey Ferguson og Agco, når nye mejetærskere skulle ud i felten.  Det gav gode kontakter til job hos Massey Ferguson i England.

Siden fik han job hos Claas. Opgaverne med store maskiner og internationalt salgsarbejde er lige hans hylde.

”Det er bare spændende at have med branchen at gøre. Jeg kan godt lide at arbejde med de store maskiner, og så er det både en stor verden - og en relativ lille verden på en og samme tid. Jeg kan godt li’ at udvikle mit sprog og møde kulturer”, siger han få timer, før han igen skal til Sima-udstillingen i Paris.   

Hvordan adskiller arbejdet sig i de store internationale koncerner Agco og Claas sig med den verden, du møder i arbejdet hos Samson?

”Jeg kom fra to store aktører med store organisationer, hvor der var folk til alt. Så havde jeg lyst til at komme tilbage til Danmark - også af private årsager - og lyst til at være hos en dansk maskinfabrikant og få et lidt større ansvar. Der var flere ting, som flaskede sig, da jeg fik muligheden hos Samson. Det er stadig en stor virksomhed indenfor den danske branche, men en lille spiller set i forhold til hele den internationale maskinbranche. Fordelen er bl.a., at det er lettere at komme med i bl.a. udviklingsarbejdet hos en spiller som Samson end hos de helt store”.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.