Samson runder 100 millioner i indtjening

Koncernen bag gyllevognsproducenten har taget et nyt spring fremad, viser nyt regnskab.

Den danske producent af gyllevogne og gylleudstyr Samson bliver ved med at bygge på.

I et netop indleveret regnskab for koncernen Samson Group, der både tæller koncernens regnskaber for producentselskaberne i ind- og udland samt handelsselskaberne fremgår det, at koncernen på gruppeniveau har realiseret et overskud for første gang på over 100 millioner kroner, inden skattevæsenet skulle have deres del af kagen.

I regnskabet oplyser Samson, at resultatet på 106 millioner kroner før skat langt overgik forventningerne efter et år, hvor omsætningen på hovedmarkederne har overgået forventningen.

Samlet omsatte Samson Group for 1.155 millioner kroner mod 1.095 millioner kroner året før.

For den nye gyllesæson og regnskabsår forventer Samson store variationer i markedsudviklingen. Mens Skandinavien forventes fortsat at være stabilt, så er det polske landbrug lige nu særdeles presset af krisen i Ukraine, hvilket sænker udsigterne til salg i det store landbrugsområde.

I Tyskland er markedet lidt mindre end normalt efter en tid med store tilskudrunder, som favoriserede Samsons tyske konkurrenter. Stadig stærkere miljøregler vil her dog styrke afsætningen af redskaber til præcis udbringning af næringsstofferne, oplyser Samson, som stadig forventer vækst i det tyske, mens det franske marked forventes at udvikle sig relativt jævnt. 

Samlet forventer Samson et koncernresultat på niveau eller lidt under 2022-23 i det kommende år.

Faktaboks

Samson Group A/S i tal

Omsætning: 1.154.900 (1.094.638) T.DKK.

Resultat før skat: 106.871(86.577) T.DKK.

Egenkapital: 354.686 (282.396) T.DKK.

Antal ansatte: 647(623)

I parentes tal for forrige regnskabsår.

Kilde: Årsrapport for Samson Group A/S

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.