Samson ryster ny gyllevogn ud ad ærmet

Lavere totalvægt og tilpasset specifikke behov. Det er nogle af ideerne i TG-serien - Samsons kommende gyllevogn på 18 og 20 kubikmeter.

På Agritechnica kommer Samson for første gang nogensinde til at vise en helt ny gyllevognsserie frem.

Samson TG er en ny serie på 18 og 20 kubikmeter, som er bygget på velkendt teknologi fra både PG og PG II-serierne. Men TG adskiller sig fra den nuværende PG II-serie ved at være specifikt tilpasset behov, som efterspørges i lande som Tyskland og Frankrig, oplyser Samson Agro i en pressemeddelelse.

TG-serierne vil være forberedt til at anvende Samsons patenterede ejektorsystem til fylde vognen med. Et system, der er velkendt fra PG II-serien og som anvende i stor udstrækning på de fleste af Samsons vigtigste eksportmarkeder.

Fokus på lav vægt

I modsætning til PG II rammer TG muren med en 3,8 tons lift, som dog klarer de fleste af samsons redskaber. Den kan dog lige som på PG II’erne både løfte og trykke samt holde en stabil arbejdsdybde.

Generelt har der været fokus på en lav totalvægt i udviklingen og et mere tilpasset tilbud af ekstra optioner, oplyser Samson, der tilføjer, at ejektorsystemet bidrager med at holde den lave vægt.

Med ejektor kan vognen udstyres med fyldestuds eller slange med fyldepumpe monteret på siden af gyllevognen. Det er også muligt at få vognen med en sidemonteret enkelt- eller dobbeltleds fyldearm (SAP1 og SAP2) eller via en separat frontmonteret pumpeenhed ophængt i traktorens frontlift (FAP).

Vil man holde det helt simpelt, kan vognen fyldes eksternt via en tragt i toppen af vognen. »Med Samson TG får vi effektiv og præcis udbringning kombineret med minimalt vedligehold, komfort i betjeningen og stor driftssikkerhed,« siger Niels Haubjerg, produktchef for gyllevogne og redskaber, Samson Agro.

Fælles stand

Til den kommende sæson frigives vognen i et begrænset stykantal på udvalgte markeder, og den bliver som før nævnt vist på Agritechnica til november, hvor Samson for første gang kommer til at stå på en fælles stand med det nyligt købte Pichon.

I alt otte nyheder kommer de to virksomheder til at vise frem under udstillingen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.