SDF vil styre mere på alle hjul

Same Deutz-Fahr kan meget vel gå efter større traktorer med firehjulsstyring i fremtiden, afslører udviklingschef.

På Agritechnica i begyndelsen af november viste Same Deutz-Fahr Group (SDF) sin Same Frutteto CVT smalsporede traktor frem.

Den er en udstyrsbombe i kompakt format med både uafhængig forakselaffjedring, frontlift og front-pto - foruden den trinløse transmission.

Det specielle ved traktoren er også, at den fra næste år kan fås med firehjulsstyring trods dens traditionelle hjulmontering med større hjul bag og mindre for.

Det gør traktoren langt mere manøvredygtig, og det er en evne, SDF gerne ser på større traktorer, afslører Massimo Ribaldone, udviklingsdirektør hos SDF for LandbrugsAvisen.

»På nuværende tidspunkt har vi firehjulsstyring på traktorer op til 113 hestekræfter (Frutteto red.). Men fremtiden kan helt klart byde på større traktorer med firehjulsstyring. Vi har allerede udviklet teknologien og konstruktionen på vores Frutteto«, fortæller Massimo Ribaldone.

Prototyper i marken

Han vil ikke løfte sløret for de nærmere detaljer, men han fortæller, at der er forskellige prototyper i spil.

»Vi har flere prototyper kørende med forskellige løsninger - ikke bare med firehjulsstyring, men også når vi snakker semiautonom og fuldt autonome traktorer«.

»I løbet af det næste års tid vil vi tage en række beslutninger om, hvor vi skal bevæge os hen, og så vil I helt sikkert se mere ud fra dette«, tilføjer Massimo Ribaldone.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.