Se billederne: Old School dyder flyttet ind i det, som var state of the art maskincenter

For tre år siden var der indvielse af nyt, gigantisk maskincenter i Randers. I dag holder de nye ejere åbent hus.

De har prøvet det før. Tage imod og vise frem. For tre år siden blev der fejret åbent hus for nybyggeriet på Bronzevej 3 i Randers. 9.000 m2 maskincenter. Masser af mennesker.

I dag går det løs igen. Grand opening kaldes det. En del af personstaben er såmænd den samme. Men stilen er lagt om.

Hvad du ser, afhænger af øjnene, du går ind ad døren med. Kigger du ned, ligger der fortsat et støbt gulv med bittesmå fine sten i sandfarvede og lysebrune nuancer.

Forlader du butikken, så kan du nikke genkendende til værkstedet og udstillingshallerne med de glatte betongulve og høje betonelementer til at bære det bølgende ståltag. Er du fodboldspiller ligner det den perfekte træningshal til 11-mandsbold. Er du fly-entusiast, så står du i en hangar.       

20. marts 2015 kl. 12 startede åbent hus sidste gang. Dengang var det cementeringen af strukturudviklingens logik i branchen:

Afdelinger skulle lægges sammen, funktioner centraliseres – og med disse rammer blev der skabt en spydspids blandt maskinhandlerne i Danmark. Mange kom forbi på konsolideringens festdag. Inklusiv os selv.

Men verden er ikke altid så logisk. Noget gik galt. Jysk Maskincenter haverede. Årsagerne er sikkert mange med hver deres kompleksiteter. Men kreditten slap op.  

Nu er vi i marts igen. 2018. Nyt åbent hus. Men denne gang er det et nyt projekt, en ny ånd, som hviler over stedet. Og forandringerne springer i øjnene.  

En moderne olivengrøn pryder væggene i nyoprettede kontorer, som gæster fra andre HCP-forhandlere kan bruge, hvis de kigger forbi og benytter hallerne, som er blevet omdøbt til nationalt showroom.

Kontorerne har stilrene lamper, Montana-reoler – og H.C. Petersens eksistens i den danske maskinbranche siden 1870 vises bl.a. frem med gamle handelsbøger i en antik reol.

En International lastbil med historisk H.C. Petersens logo byder velkommen indenfor med den ene Bruder legetøjstraktor efter den anden stablet på ladet.  I udstillingshallerne står den største forandring.

Topmodellerne fra Deutz-Fahr, bl.a. i Warrior Limetid edition, er sat ind i stedet for MF og Fendt-traktorer.

Men stedets nylige fortid i Agco-regi er langt fra eroderet. Et meget stort Agco-reservedelslager på over 11.000 varenumre er intakt, jeg møder adskillige MF-traktorer i værkstedet, og i en mindre del af bygningerne lejer direktør og medejer Anders Vester fra den gamle maskinhandel, JMC, sig ind og sælger maskiner.

Men det er udsalg af JMC’s gamle maskiner, som han fik ud af konkursboet og fået mulighed for at sælge videre fra vante rummer i en overgangsfase.

Ellers skal de astronomiske 9.000 m2 bruges på en anden måde end før. Den lange fløj med Jysk Maskincenters kontorer med Massey Ferguson logo står således tom og klar til udlejning.

»Det er vigtigt for os, at vi kan hjælpe alle kunder. Vi servicerer de gamle kunder på stedet, og vil også gerne yde en god service og give alle tryghed i at handle med os i fremtiden. Men vi er tålmodige, og så behøver vi nødvendigvis ikke alt pladsen. Planen er, at vi gerne lejer noget ud til andre virksomheder i landbrugsfamilien«, fortæller afdelingsleder Aksel Gaardsted, da vi for nogle dage siden kigger forbi.

 

Han var selv ansvarlig for salget af Fendt-traktorer i et lille år hos JMC og før det Scantruck på cv’et, inden han fik ny arbejdsgiver sent på efteråret. Nu er han i spidsen for at få en ny forhandler til at lykkedes på stedet. Det er første gang, at traktor- og maskinimportøren H.C. Petersen selv går ind i detailledet i Danmark, mens organisationen har erfaring med lignende business på deres markeder i Norge og Finland.

Mens missionen er den samme som hos den tidligere arbejdsgiver, få handlet maskiner og udviklet et godt og lønsomt serviceapparat, så er hverdagen lidt anderledes.

”H.C. Petersen er en helt anden størrelse, hvor formanden gerne kommer og giver en hånd med. ”, siger han og peger også på en helt anden tålmodig indgang til forretningen.  

Aksel Gaardsted giver ikke tal for de konkrete tal fra de opstillede mål. Driften skal være lønsom og bæredygtig.

”Vi skal selvfølgelig på sigt være lønsomme, og selvfølgelig har jeg bestemte budgetter og målsætninger. Men HCP er en langsigtet familievirksomhed, som investerer i det her for at være en positiv reference på lang sigt og ikke ud fra meget korte tidshorisonter«, siger han.

I dag står den nybagte afdelingsleder så med en af de første eksamener . Dørene til HCP Maskincenters første officielle åbent hus slår op kl. 10. 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.