Se den på Dansk Markdemo: Kan nappe seks bigballer på en gang

ACJ Maskiner tager blandt andet specialudstyr til håndtering af korn og halm med.

Det er i den grad grej til den store, professionelle bruger, som ACJ Maskiner vil vise frem på Dansk Markdemo 13. og 14. juni ved Kolding.

Et af eksemplerne er halmforken C320 fra den irske producent ProDig. Den kan have op til seks bigballer med i én operation.

- Det er et helt nyt produkt, der med sine hydrauliske fangarme giver en sikker håndtering af ballerne, og så er den med den kapacitet meget effektiv, for eksempel når du skal læsse og aflæsse lastbiler, siger indehaver Jesper Lange, som allerede har solgt godt af produktet op til ny sæson.

Han tilføjer, at halmforken er udstyret med klapbar bundbjælke for sikker vejkørsel og kan fås med et integreret fugt-, temperatur- og vejesystem, hvorfra kundedata og målinger overføres til kabinemonteret tablet og lagres i iCloud.

Kæmpe møllekapacitet

Et andet af de medbragte produkter ville have gjort en møller dybt nysgerrig.

Den PTO-drevne hammermølle Stade ZW4086 klarer nemlig formalingen af 80 ton korn i timen.

Skal den køre helt optimalt, kræver det 500 hk til rådighed, men mindre kan også gøre det under lidt langsommere arbejdstempo.

- Det er et område, som er rigtig meget oppe i tiden. Mange vil gerne formale deres egne proteinafgrøder, fortæller han.

Han har et par store griseproducenter, som selv har købt hammermøller, men ellers er materiellet af en størrelse, hvor flere maskinstationer tilbyder arbejdet.

Hammermøllen byder på hurtig og nem tilpasning af det formalede produkt, automatisk syretilsætning, gennemløbsvægt, automatisk belastningskontrol samt fjernbetjent styring.

Emneord markdemo

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.