Se guldprisen for største maskine i Hannover - og en smart belgisk detalje

Kig med, når LandbrugsAvisens teknikredaktion deler sine egne medaljer ud til nogle af de meste spændende maskiner på EuroTier.

Det har kunnet ses og mærkes på husdyrmessen EuroTier i Hannover i denne uge, at der er afbud fra omkring en tredjedel af de udstillere, der deltog forrige gang, messen fandt sted i ’virkeligheden’.

Med SIMA, EIMA, Eurotier og Agromek inden for fire uger er der da også nok at se til for både udstillere og messegæster.

På kvægområdet har store og brancheledende udstillere som DeLaval, Boumatic og Dairymaster valgt at blive hjemme, og det gælder generelt, at der i de fleste udstillingskategorier mangler nogle af de store og toneangivende udstillere.

Kineserne er også stort set fraværende, både som udstillere og som gæster, og det gælder i det hele taget for i år, at messen er mindre international end normalt.

EuroTier 2022

Reduceret messeareal

Det mærkes desuden, at der ikke er store og banebrydende nyheder i år.

De plejer normalt at kunne trække noget medieopmærksomhed, samle mange folk på standen og styre samtalen landmand og landmand imellem og give den der sitrende og forventningsfulde messestemning.

Derfor har fuldfoderblandere, læssemaskiner, vogne, gyllegrej og udstyr til biogas fyldt rigtig meget på dette års EuroTier, hvor der ikke bare er reduceret i antallet af udstillingshaller, men hvor flere haller kører med reduceret udstillingsareal.

Holmer Terra Variant 435

Guld til Holmer

Landbrugsavisen.dk’s guldmedalje for kæmpemaskine går suverænt til Holmer, som har vist seneste generation af multitrækkeren TerraVariant 435 frem. 

Den er lillebror til TerraVariant 585 og kommer med en sekscylindret 10,7 liter stor motor fra Mercedes-Benz med 435 hk, der opnår sit maksimale moment på 2.100 Nm allerede ved 1.200 rpm.

Holmer Terra Variant 435

Flader godt ud

Holmer viste multitrækkeren frem med en 16 kubikmeter stor Zunhammer-gylletank på ladet og en otterækket majsrenser med udstyr til placering af gylle i liften. 

Et lidt specielt redskabsvalg, idet TerraVarianten er monteret med fire VF 900/60R38-dæk i Cerexbib-serien fra Michelin, der flader godt ud.

Heldigvis har renseren sektionsstyring med hydraulisk opklap. 

Det bør dog nævnes, at multitrækkeren også kan udstyres med smallere dæk.

Vogelsang Blackbird slæbeskobom

Holder trykket under vending

Vogelsang havde også brug for god plads til at folde sin nye 24 meter brede Blackbird-slæbeskærsbom.

Den og en 21 meter version supplerer de eksisterende modeller med 12, 15, og 18 meter, men har sektionsafluk og kan derfor arbejde mange forskellige arbejdsbredder og kan tiltes over og under vandret takket være pendulophænget og bomstyringen.

Desuden holder bommen konstant tryk ud til samtlige skær, også ved vendinger. Det gør, at der ikke laves ’juletræer’ ved opstart og vendinger.

Joskin Drakkar

Smarte belgiere

Belgiske Joskin er mest kendt herhjemme for sine frakørselsvogne, men har et meget bredt redskabsprogram rettet mod husdyrproducenter og især kvægbrugere, som blev vist frem på en af EuroTiers største stande.

Her kunne den opdaterede Drakkar-vogn med patenteret rullebund og aktivt medfølgende, 
men ikke skubbende bagvæg, blandt andet ses. 

Drakkar udmærker sig ved et lavt chassis, der alt andet lige giver plads til en større nyttelast, op til 46 kubikmeter på tre aksler.

En smart detalje er den fuldt gennemsigtige bagvæg (billedet). 

Joskin Cobra 2

En anden interessant Joskin-vogn er den enakslede Cobra 2-gyllevogn med VF 1000/65R32-dækmontering og plads til 15.000 liter i tønden.

Manden, der kigger på Joskins slæbeskærsbom med åbner-discs, er godt 190 cm høj.

Joskin Betimax RDS

En sydtysk familieudflugt med farfar, far og søn faldt for en tredje Joskin-vogn, nemlig topmodellen blandt firmaets kreaturvogne, Betimax RDS.

Her ses modellen med samme bløde og skridsikre belægning som også bruges i lastbiler, der flytter kvæg.

Betimax RDS fås op til ni meter lang, som enakslet eller med bogie samt med integreret mini-fangefold.

Dieci Agri Max Power X2

Split-gearkasse giver topfart

Mens mange teleskoplæssere fortsat er begrænset i fart, giver Dieci den gas med Agri Max Power X2, som er godkendt til vejkørsel med 50 km/t.

At det kan lade sig gøre, skyldes blandt andet den helt nye HVT1-transmission med både en hydraulisk og mekanisk del med power split.

Serien fås i tre størrelser: 50.8, 60.9 og 65.8, altså med op til 6500 kg løftekraft og ni meters rækkevidde.

Fliegl

Hannovers bedste baglygter

Landbrugsavisen.dk’s baglygtepris går til Fliegl, som også er en af dette EuroTiers store udstillere med sit velkendte vognprogram.

Som nu altså kan ses i trafikken med disse karakteristiske LED-baglygter med Fliegl-logoet.

Faktaboks

EuroTier

  • Verdens største husdyrmesse
  • Finder sted på Messegelände i Hannover, ca. 300 km syd for den dansk-tyske grænse
  • Afholdt i denne uge.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.