Se koncepttraktor: John Deere på vej med en masse nyheder

Fem modeller i den nye 7R-serie er blot en række af de nye traktorer, John Deere viser på Agritechnica.

John Deere har længe holdt kortene helt tæt på kroppen med hensyn til kommende nyheder. Men der er ikke længe til Agritechnica, og nyhederne begynder at dukke op forskellige steder på nettet.

John Deere er blandt andet klar med en ny 7R-serie, som kommer til at bestå af fem modeller: 7R250, 7R270, 7R290, 7R310 og 7R330. Sidstnævnte kommer ifølge Landbrugsavisens kilder til at yde over 370 heste ved maksimal effekt.

8R-serien er også på vej i en ny generation, som billederne her i artiklen viser. Den nye 8R-serie får blandt andet en helt nyudviklet elektromekanisk trinløs transmission, hvor de hydrauliske dele er skrottet til fordel for el. Transmissionen kan overføre op til 100 kilowatt elektrisk energi ud til, i første omgang akslen på en Joskin vogn, som John Deere har arbejdet sammen med.

For fremtiden har John Deere også nye koncepter klar i form af Joker - en konceptmaskine, der bygger på en 100 pct. autonom traktor, som får dens energi fra en 500 kilowatts stor el-motor. Maskinen er udstyret med bælter og ser temmelig anderledes ud, end hvad vi normalt forbinder med en traktor.

Også på mejetærskersiden rygtes det, at John Deere kommer med en ny stortærsker. Den bliver den hidtil største model fra John Deere og får to rotorer i sig. Men de videre informationer om maskinen venter John Deere med at frigive.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.