Se otte harver i hård dyst på gammel kløvermark

En fire år gammel kløvergræsmark skulle lægges om, og otte forskellige harvetyper tog udfordringen op på årets første maskindemonstration.

En gammel kløvergræsmark er især for økologerne »en guldgrube«, som planteavlskonsulent Birgitte Popp Andersen fra LandboSyd formulerede det. Forfrugtsværdien er enorm med op til 300 kg N pr. hektar, og kløvergræs yder også en effektiv bekæmpelse af ukrudt.

Men det kan også være en stor udfordring at få en kløvergræsmark harvet op, så der efterfølgende kan pløjes og sås. Flere forsøg gennem årene viser ikke entydige resultater ved brug af forskellige metoder til at findele og nedmulde kløvergræsset – bortset fra at der er en klar positiv effekt af at neddele kløvergræsset inden pløjning. 

Derfor var en række landbrugsrådgivninger med Erik Nissen fra Dansk Maskinhandlerforening som den praktiske arrangør, gået sammen om at vise otte forskellige teknikker til opharvning af kløvergræs på årets første forårsdag hos den økologiske mælkeproducent Søren F. Sørensen ved Rødding.

Her skulle en fire år gammel kløvergræsmark med en god bestand af kløver neddeles.

Maschio-fræser

Fræser klarer opgaven i ét hug

Erik Nissen havde i sin udvælgelse af deltagerne ikke lagt vægt på mærker og forhandlere, men på forskellige arbejdsprincipper med både tand- og discharver samt spaderulle- og kædeharver. 

Den ottende harve var sådan set ikke en harve, men en Maschio-fræser, som er den løsning, værtsbedriften selv har valgt eller en del udfordringer med at etablere såbed efter kløvergræs på den overvejende lette jord.

Fræseren lavede et fremragende stykke arbejde med en meget intens bearbejdning af de øverste centimeter, men såvel den smalle arbejdsbredde på tre meter som den lave fremkørselshastighed på fem-syv km/t koster på kapaciteten, som ligger på ca. halvanden hektar i timen. 

Til gengæld rækker én overkørsel til en effektiv nedmuldning, og for ikke-økologer ville det formentlig være muligt at så direkte i den fræsede kløvergræsmark.

Agro-Mash discharve

Discharve er sikkert valg

En fire meter discharve fra den polske producent Agro-Mash med to rækker tallerkner og ringpakker var testens suverænt billigste maskine med en listepris på 85.000 kroner. 

Den kan betegnes som det sikre valg, der kan arbejde i flere dybder, laver en god neddeling af kløvergræsmåtten og efterlader en jævn mark, så der også kan laves en jævn pløjning.

Agro-Mashen viste også gennemskæringsevne og fritlagde forholdsvis mange skræpperødder til udtøring på overfladen.

I de fleste tilfælde vil det kræve to overkørsler at lave en effektiv neddeling forud for pløjningen. Men det gælder reelt for alle discharverne, lidt afhængig af den valgte arbejdsdybde.

Claydon Terrastar spaderulleharve

Comeback for spaderulleharven

Med en markant opdatering med dybdestyringshjul og stærkere lejer viste Claydons tobullede spaderulleharve Terrastar gode takter.

Dels har den en god arbejdsbredde på 6,4 meter og et lavt trækkraftbehov på 150 hk, dels skal der køres stærkt for at få at udnytte dens særlige virkemåde optimalt, svarende til 12-15 km/t. Det giver en kapacitet på knap 10 hektar i timen. Listeprisen er 165.000 kroner

Den er udviklet til meget øverlig jordbearbejdning og ukrudtsbekæmpelse og laver også et fint arbejde i kløvergræs med god neddeling og mange skræpperødder på jordoverfladen.

Dal-Bo Cultimax 800 såbedsharve

Såbedsharve på overarbejde

Dal-Bo havde udrustet en Cultimax 800 med brede gåsefødder til fuld gennemskæring og havde dermed bygget videre på den grove såbedsharves gode dybdestyring og grundige jordbearbejdning.

Arbejdet så umiddelbart pænt ud i den seje kløvergræsmark, men blandt de omkring 60 fremmødte landmænd var der dog overvevejende en fornemmelse af, at den efterlod store græstørv på overfladen, som ville kunne blokere ploven. 

Græstørv
En ekstra overkørsel ville med dette arbejdsprincip ikke havde gjort nogen stor forskel.

Listeprisen er 399.000 kroner.

Dal-Bo kædeharve

Kædeharve 2.0

Dal-Bo demonstrerede også en prototype på den kædeharve, der er på vej ind i produktprogrammet. Dal-Bo har foretaget væsentlige forbedringer af konceptet med mulighed for at lægge ekstra vægt på kæden, let skifte af tallerknerne og mulighed for hydraulisk kædestramning.

Listeprisen for den viste model med otte meter arbejdsbredde er 399.000 kroner.

Harven er primært tænkt til hurtig og effektiv etablering af efterafgrøder på nyhøstede marker med arbejdsbredder på otte og 12 meter, og Dal-Bo vurderede selv, at opharvning af kløvergræs under fugtige forhold nok ikke var kædeharvens spidskompetence.

Men det klarede den nu egentlig meget godt med fin neddeling og god effekt på rodukrudtet, men dybdestyringen var en udfordring, og tvinges den i jorden under fugtige forhold, pakker tallerknerne og kræver noget mere end de 175 hk, Dal-Bo anbefaler til en otte meter bred kædeharve.

Kuhn Optimer discharve

Effektiv fransk dybdestyring

Kuhn Optimer 5000 L er en torækket discharve med fokus på dybdestyring med både fronthjul og god afstand mellem discsektionen og pakkeren. Den kan udstyres på forskellig vis med cuttere og crossboards. Listeprisen for den demonstrerede med fem meters arbejdsbredde model er 500.000 kroner.

Den laver et rigtig pænt arbejde med god frilægning af rodukrudt, effektiv gennemskæring og en meget jævn og ’pløjeklar’ overflade. Det gælder især for det ene af de to træk, Kuhn kørte.

I det andet træk havde Kuhn valgt at udnytte den gode dybdestyring til at køre meget øverligt med to centimeters arbejdsdybde. 

Sporskader

Det kræver en ekstra overkørsel at lykkes med det, men det er for så vidt ikke harvens skyld. Ved meget overfladisk jordbearbejdning bliver enhver ujævnhed i marken som f.eks. spor efter gyllevogne en udfordring, der kræver ekstra kørsel - eller større arbejdsdybde. 

Multiva Avaran 700 såbedsharve

Finsk overraskelse med ottebullet harve

Multiva Avaran 700 var ligesom Dal-Bos Cultimax en såbedsharve, rigget om til stubkørsel med smalle, vendbare spidser på de ’grove’ S-tænder. Der vil også kunne monteres gåsefødder.

Den laver med 11 km/t et virkelig pænt arbejde, faktisk ganske tæt på et såbed for en ikke-økolog med lidt kemi i værktøjskassen til overlevende græstotter, allerede i første overkørsel.

Multiva Avaran 700 såbedsharve

Det skyldes formentlig den meget intensive bearbejdning, da harven er ottebullet og har testens laveste tandsporsaftsand på blot 12 cm. Multiva selv anbefaler dog en ekstra overkørsel i kløvergræs.

Harven fik blandt publikum ikke kun ros for det pæne arbejde, men også for alsidigheden og prisen på 295.000 kroner for den syv meter brede version.

Väderstad Carrier XL discharve

Väderstad gav den gas

Väderstad Carrierer XL 625 blev demonstrationens topscorer i to kategorier. 

Dels prisen med en listepris på 620.000 kroner for den demonstrerede version med crosscutter-discs og dobbeltpakker.

Dels var fremkørselshastigheden feltets hurtigste med imponerede 16 km/t.

De særlige crosscutter-discs muliggør en ganske overfladisk bearbejdning, også i kløvergræs, med effektivt resultat ved arbejdsdybder på 20-30 mm.

Väderstad CrossCutter-disc

Neddelingen blev da også vurderet til at være særdeles god, og det samme var evnen til at aflevere rodukrudt på jordoverfladen. 

Men ligesom med Kuhn Optimer er eksisterende spor i marken også en udfordring for Väderstad ved øverlig kørsel. Men igen: det handler mere om arbejdsdybde end om arbejdsprincip.

Demo-deltagere
Læs mere på lørdag

Du kan læse mere om demonstrationen og driftsøkonomien i de fremviste maskiner i LandbrugsAvisen på lørdag som udkommer med et 12 sider stort tillæg om såning og såbedstilberedning.

Her er kapacitet konge. Den dyreste harve at køre med, når det gælder dieselforbrug og løn til traktorføreren, er nemlig tre gange dyrere end den billigste.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.