Seges-konsulent er landmand helt ind i knoglerne

Kasper Stougård, der er Seges’ nøgleperson på teknikområdet, tilbringer mest muligt tid ude i det praktiske liv hos landmændene og kan af og til drømme sig tilbage til livet i det praktiske landbrug.

"Når jeg støder på folk, som jeg ikke kender, og de spørger, hvad jeg laver, så kommer jeg altid til at sige som det første, at jeg er landmand. Og jeg tilføjer så, at jeg arbejder som konsulent et sted, der hedder Seges".

Ordene kommer fra Kasper Stougård, der er konsulent inden for markteknik hos Seges, hvor man givetvis må glæde sig over at have fået en vaskeægte, engageret og stærkt teknik-kyndig landmand inden for murene i Skejby. Han kunne meget vel være havnet på en kvægbedrift i Vendsyssel.

"Og det hænder da, at jeg kommer til at tænke på, hvordan det kunne have været«, indrømmer Kasper Stougård, der er vokset op på en kvægejendom i Haverslev i Himmerland, indtil familien flyttede til en anden ejendom i Vendsyssel. Og gennem opvæksten var han aldrig i tvivl - han skulle være landmand".

En ny situation

"Jeg har altid haft fingrene nede i landbruget, både maskinerne, det dyrkningsmæssige og hvad der sker i stalden. Helheden er spændende, og maskinerne er vores midler til at nå de mål, vi har sat", siger Kasper Stougård, der som 10-årig købte en Massey Ferguson 35, som han selv satte i stand.

"Men så kom jeg til at sælge den, fordi jeg skulle have en knallert", husker han og tilføjer, at det senere udviklede sig til hans nuværende hobby, gamle motorcykler, såsom hans nuværende Kawasaki fra 80’erne.

Kasper Stougård startede på landbrugsskolen i 2001 - først Lundbæk og siden Vejlby - med det erklærede mål, at han skulle være landmand. På det tidspunkt havde han længe været involveret i beslutningerne derhjemme. I 2007 var han færdig som virksomhedsleder og startede som driftsleder på gården derhjemme, og planen var egentlig, at han skulle overtage den.

"Men det dårlige bytteforhold, som har præget mælkeproduktionen siden finanskrisen gjorde, at jeg sagde nej tak, og gården blev i stedet solgt til en nærliggende landmand. Så det var en ny situation", siger Kasper Stougård, der indledte en tænkepause ved at tage på en lang biltur alene i USA - fra Seattle til Florida ad den længst mulige omvej - og kom hjem og arbejdede lidt på maskinstation. Og kom så til at søge ind på Journalisthøjskolen".

Der manglede marker

"Men jeg havde en følelse af, at jeg inden for journalistikken kun fik beskrevet verden i bidder, ikke i helheder. Og jeg savnede landbruget. Der manglede nogle marker i mit liv. Jeg stoppede på journalistuddannelsen efter et år, men i dag kan jeg se, at det har været nyttig for mig, blandt andet, når vi her på Seges skal skrive teksterne til blandt andet en FarmTest", siger Kasper Stougård.

Efter journalistuddannelsen tog han derfor en jordbrugsteknologuddannelse inden for Agroteknik i Risskov.

"Og kort fortalt kom jeg til Seges i efteråret 2017, hvor mit arbejde jo i stor stil handler om landbrug ud fra en teknisk vinkel. Det kan være både præcisionsjordbrug, gødskning, conservation agriculture, såning, robotteknologi, nye dyrkningsmetoder og meget andet", siger han.

Kasper Stougård stortrives ved, at jobbet kræver, at han holder sig orienteret inden for nye og kommende maskiner og teknologier - og kommer ud og ser det anvendt i praksis.

"Jeg tager ud så meget som overhovedet muligt. Det er min fornemmeste opgave", siger Kasper Stougård, der bor sammen med sin kone og lille datter på et nedlagt landbrug ved Hobro.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.