Selvkørende armklipper kommer til Danmark

Special Maskiner er ny importør af selvkørende armklippere fra italienske Energreens.

Fra årsskiftet er Special Maskiner A/S ved Rudkøbing blevet importør og forhandler af selvkørende armklippere fra virksomheden Energreen. Med forhandlingen følger også en række specialredskaber til græs- og naturpleje og et unikt redskab til at slå græs omkring og under autoværn. Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.

Der findes frem serier i produktkataloget, men Special Maskiners ejer, Lennart Ahlefeldt-Laurvig er sikker på, at modellen Energreen ILF Alpha bliver de danske entreprenørers foretrukne maskine.

Den er bygget op over en fast ramme, får kræfterne fra en firecylindret John Deere motor med 173 heste, har hydrostatisk transmission og er udstyret med Energreens unikke kabine, der kan drejes uden at maskinkroppen følger med. Det giver chaufføren et fantastisk overblik over opgaverne, samtidigt med at maskinens bagende ikke svinger ud. 

Modellen kan udrustes med forskellige typer kranarme, alt efter hvilke arbejdsopgaver kunderne primært løser. Dernæst kan den udstyres med forskellige frontliftsophængte redskaber på op til 2.800 kg med pto- eller hydraulisk drift op til 150 l ved 350 bar.

”Energreen ILF Alpha kan løse mange klippe og knuseopgaver langs med landevejene og vil også være en fleksibel løsning til mange opgaver med naturpleje, så den vil få mange arbejdstimer og derfor blive en enhed med sund økonomi hos mange entreprenører," mener Special Maskiners indehaver.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.