Semler Agro med større underskud end forventet

Maskinforretningen noterer sig for et underskud på 13 mio. kr. mod en forventet nulløsning, inden 2021 gik i gang.
Opdateret kl. 12.49 med tal for Semler Agro Holding A/S og Herborg Smede & Maskinforretning A/S.

 

Den store John Deere-distributør Semler Agro må notere sig for et dårligere resultat end forventet.

Inden året gik i gang forventede man i nulløsning for selskabet Semler Agro A/S, som dækker størstedelen af Semler-koncernens maskinforretninger, mens tallene for søsterselskabet Herborg Smede & Maskinforretning ikke indgår i dette regnskab.

I årsrapporten noterer Semler, at ”årets resultat blev et underskud på 13,7 mio. kr., hvilket er under ledelsens forventninger til året og derfor utilfredsstillende”.

Regnskabet for Herborg Smede & Maskinforretning giver et overskud på 25 mio. kr., og når Semler koncernen regner tingene sammen i holdingsselskabet Semler Agro Holding A/S, så lander man på et underskud på ca. ti mio. kr. mod fem mio. kr. året før. 

2021 var et markant år på flere punkter for Semlers landbrugsdivision. Dels fik John Deere indregistreret flest nye traktorer i Danmark, dels skiftede man sidst på året direktør, da Morten Buus valgte at stoppe til fordel for en anden karriere, mens Lars Beck tiltrådte som øverste chef.

De gode salgstal afspejles også i årsomsætningen, der steg fra ca. 593 mio. kr. året før til i ca. 688 mio. kr. i 2021.

For det nye år forventes et overskud på mellem to til syv mio. kr.   
 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.