Semler Agro vil hjælpe ordblinde ansatte

Semler Agro er blevet certificeret som læse- og skrivevenlig arbejdsplads.

Som en del af sin ESG-indsats arbejder Semler Agro, der er en del af Semler Gruppen, på at forbedre mulighederne for de af deres medarbejdere, der kæmper med ordblindhed eller andre læse- og skrivevanskeligheder. Og virksomheden har i dag fået papir på sin indsats og er blevet certificeret som læse- og skrivevenlig arbejdsplads af Vitec MV.
 
Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Semler Agro, som tilbyder det digitale hjælpeværktøj IntoWords til medarbejdere og deres familier. 
 
IntoWords giver læse- og skrivestøtte til mennesker med ordblindhed eller andre læse- og skriveudfordringer. Programmet fungerer på alle platforme og enheder. Dermed har medarbejderne altid værktøjet lige ved hånden, uanset om de befinder sig på kontoret, på værkstedet eller i ude i marken ved en kunde. 
 
Ifølge Børne- og Undervisningsministeriet var 17 procent af de elever, der gik i 9. klasse i skoleåret 2022/2023, enten ordblinde eller usikre afkodere. Hvis dette tal kan overføres til befolkningen generelt, svarer det til, at omkring 50 af Semler Agros mere end 300 medarbejdere kan få glæde af det nye hjælpeværktøj.

Det glæder også også Tina Bjerrum Käehne, der er uddannelseschef hos Semler Agro, at denne del nu bliver nemmere for en lang række kolleger:
 
-  Som tidligere underviser kunne jeg se, at vi havde et behov i organisationen i forhold til at støtte vores ordblinde og tekst-svage kolleger i en række af deres daglige opgaver, f.eks. når de skal oprette og lukke arbejdskort eller arbejde på garantisager. Der har da også været bred enighed og glæde blandt vores medarbejdere over, at vi nu tilbyder IntoWords til alle, og de første er allerede godt i gang med at bruge det, siger hun i pressemeddelelsen.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.