Semler klarer John Deere på Lolland og Falster uden Søllested

Når Semler Agro 1. september står John Deere i hele Danmark, så bliver det uden Søllested Maskinforretning på Lolland og Falster.

Semler Agro har tidligere lagt op til, at der kunne ske et samarbejde med Søllested Maskinforretning, når Semler overtager John Deere-forhandlingen og dermed også Søllesteds store John Deere distrikt på Lolland og Falster. 

Men sådan bliver det ikke.

Semler Agro oplyser i en pressemeddelelse, at parterne ikke er blevet enige om en aftale om John Deere-salg fremover, og derfor går Semler nu efter at etablere en ny afdeling i området. 

Dermed bliver der ikke samme løsning som i Jylland, hvor Semler allerede er blevet enige med Herbog Maskinforretning om at integrere masinforretningen i Semler via et opkøb på 51 pct. af aktierne.

”Det var vores ambition at lande en gensidig fordelagtig aftale med både Herborg og Søllested. På trods af god dialog har det ikke været muligt at nå frem til enighed med Søllested. Jeg har stor respekt for virksomheden og havde gerne set, at vi var lykkedes med at integrere Søllested Maskinforretnings knowhow, personale og forretning til glæde for landmændene på Lolland og Falster. Vi undersøger nu mulighederne for selv at etablere os i området,” siger Semler Agros direktør Morten Buus.

Han fortæller, at målet er at finde et domicil med en central placering på Lolland-Falster.

”Det er vigtigt, at vi kan rykke hurtigt ud med servicevogne og være tilgængelige for vores kunder på Falster og Lolland, som selvfølgelig stadig skal have glæde af John Deere-maskiner og akutværksteder i fremtiden. Derfor vil vi etablere os i området og kigger lige nu på forskellige muligheder. Den nye afdeling vil skabe nye arbejdspladser og nye forretningsmuligheder, som vi ser frem til at udforske,” siger Morten Buus, der ikke på nuværende tidspunkt kan sætte en tidshorisont på projektet, men forsikrer, at alle John Deere kunder vil være serviceret og supporteret af Semler Agros rullende værksteder pr. 1. september 2019.

”Lige nu holder vi alle døre åbne – vi skal finde et sted, der passer godt til både vores salgsafdeling og til vores rullende værksteder, som vi satser stort på i de kommende år", lyder det bl.a. i pressemeddelelsen fra Morten Buus.
 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.