Semler slår sig ned i Faxes gamle depot på Lolland

Åbner 2. september ny afdeling udenfor Sakskøbing.

Som vi tidligere har skrevet her på landbrugsavisen.dk, så er Semler Agro snublende tæt på at åbne ny afdeling på Lolland.

Og nu er den nøjaftige placering helt på plads.

Det bliver i Faxes ”gamle” depot i Våbensted udenfor Sakskøbing og tæt på Maribo, der nu skal rumme værksted, lokaler til sælgerne og lager for den nye John Deere-forhandler på Lolland-Falster.

Semler oplyser i en pressemeddelelse, at i løbet af den første måned vil de nye lokaler blive bemandet af montører, sælgere og en afdelingsleder.

”Det var et naturligt skridt for os at åbne en afdeling på Lolland-Falster, og vi er glade for vores nye lokation, som er centralt placeret ude i det åbne land. Afdelingen er derfor let at komme til og fra med store maskiner. Landbruget på Lolland-Falster har mange højværdiafgrøder som sukkerroer og græsfrø, der kræver moderne og højteknologiske landbrugsmaskiner,” siger Semler Agros direktør Morten Buus i en kommentar.

Han slår fast, der fremover kommer til at blive ansat flere nye, lokale medarbejdere. Samtidig er det planen, at afdelingen skal trække på ressourcer og specialister fra Semlers afdelinger i Odense og Næstved.  

Semler får hele landet

Indtil 1. september har Søllested Maskinforretning igennem mange år været den lokale John Deere-forhandler i området.

Tilbage i februar meddelte John Deere fra central hånd, at den danske forhandling af landbrugsmaskiner skulle samles hos en aktør, Semler Agro.

Siden har Semler købt sig ind hos landets andenstørste John Deere-forhandler Herborg Maskinforretning, som dermed fusioneres ind i Semlers aktiviteter. Her fortsætter de hidtidige ejere, som også driver forretningen i hverdagen, som minoritetsejere. Den endelige fusion mangler dog fortsat et godkendt-stempel fra konkurrencemyndighederne.

Mange forhandlere

På Lolland har der ifølge Semler også været dialog med Søllested Maskinforretning om en fælles aftale om John Deere-forhandlingen. Parterne fandt dog aldrig hinanden. Søllested overgår nu til at være Case IH-forhandler, mens Semler Agro om få dage står klar med deres nye afdeling.  

I samme område opererer også maskinhandlere som John. Mertz, Karl Mertz og FMR Maskiner.  

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.