Set i TraktorTech: Flash Back med gammelt Ford-lokomotiv

Da Fords kongetraktor, TW-35, blev omdøbt til 8830, fik den groft sagt kun èn forbedring. Til gengæld var den kæmpestor og meget tiltrængt. Farvel til den mekaniske gearkasse med Dual-Power og goddag til topmoderne elektronisk styret Funk powershift med vendegear.

Førerne mærkede en kollosal forskel, for efter en lang dag i TW-35’eren var højre arm meget lang og træt efter utallige gearskift imellem både køregear samt frem og bak. Jo højere tallet på timetælleren var, jo mere upræcise og lange blev skiftebevægelserne. Mestrede man ikke mellemgassen godt nok, eller var man ikke fiks til gearskift uden kobling, kunne man samtidig mærke et crash op igennem skelettet, når tænderne i gearkassen skulle i indgreb.

Den nye Electro Command transmission havde 18 powershifttrin fremad og 9 bagud. De karakteristiske buede gearstænger blev erstattet af et lille velplaceret joystick samt et lille lcd-display ved førerens højre hånd. Når traktoren skulle fremad, trykkede man en sikkerhedsknap ind og vippede joysticket frem. Herefter lagde traktoren blødt fra land i et forudbestemt gear.

Skift fra frem til bak ved forageren skete på samme måde. Når joysticket blev vippet tilbage, ændrede traktoren retning stille og roligt styret af mikroprocessorer i gearkassen. Heller ikke op- og nedgearinger krævede store armbevægelser længere. Et lille vip til højre gearede et gear op, og et lille vip til venstre gearede ned.

Traktoren var med èt blevet meget moderne og behagelig at køre. Nu kunne motoren, der ikke var kendt for at være den mest sejtrækkende, udnyttes bedre, og føreren havde mere fleksibilitet. Det var eksempelvis let at holde pto-omdrejningerne i top, når bigballepresseren kaldte på alle traktorens heste op ad bakkerne.

Fra hvid til sort kølergrill

Også lillebroderen, TW-15, samt mellemliggeren, TW-25, blev en del af 30-serien og fik powershift. Deres nye numre blev henholdsvis 8630 og 8730. Alle tre 30-serier adskilte sig kosmetisk ved, at den hvide kølergrill nu var sort. De hvide bagskærme var også blevet sorte ligesom streameren langs motorhjelmen.

På den tekniske side var der flere små opdateringer. Blandt andet fik motoren, der var berygtet for at tære i vandkanalerne, et forbedret kølesystem, så Ford turde give to år eller 2.000 timers garanti. Hydrauliksystemet var også forbedret. Firehjulstræk og differentialespærre blev slået til elektrohydraulisk via kontakter, og radaren gjorde det muligt at udregne behandlet areal på traktorcomputeren i instrumentbrædtet. Derudover var navnlig liftbetjeningen i slutningen af 30-seriens levetid ved at være gammeldags med sine store mekaniske håndtag. Venderadius havde heller aldrig været god i de to lange modeller, 8730 og 8830.

Fakta Ford 8830

  • Motorydelse:186 DIN hk.
  • Motortype: Ford, turbo, intercooler, 6,6 liter
  • Transmission: Funk 18/9 full powershift, 30 km/time
  • Hydrauliksystem:108 liter/minut
  • Liftkapacitet: 6,8 ton
  • Egenvægt: 7,3 ton
  • Produktionsperiode: 1989-1993
  • Forgænger: Ford TW-35 Force II
  • Efterfølger: Ford New Holland 8770

Denne artikel er en hel artikel fra vores nye udgave af Danmarks eneste traktormagasin TraktorTech, som kom ud til læserne 28. maj. Vi vil gerne vise LandbrugsAvisen Maskiners læsere, hvilken kvalitetsjournalistik vi laver på TraktorTech, så derfor er denne artikel gratis. Hvis du har fået appetit for mere, så kan du abonnere på magasinet eller købe magasinet i kiosker over hele landet.

Mangler du et abonnement? Så gå ind på vores abonnement-tilmelding.

Du kan også købe magasinet hos en række kiosker og forhandlere over hele landet.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.