Skårlufter fra Fransgård kan tiltrække danske kunder

En ny dobbelt skårlufter, som vises på Agritechnica, kan måske øge salget på Fransgårds danske hjemmemarked.

Redskabsproducenten Fransgård i Farsø i Himmerland har helt fra begyndelsen fokuseret på de internationale markeder. Andelen af eksport er stor, og det danske salg er begrænset.

»Men faktisk ville vi da rigtig gerne afsætte flere maskiner i Danmark. Og det kan den her dobbelte skårlufter måske sætte lidt gang i«, siger direktør for Fransgård Maskinfabrik Jens Ploug og henviser til den nye Fransgård SV-8300, en dobbelt skårlufter, som i den nye udgave har rotorer på hver 2,5 meter, så man nu kan lufte to skår ad gangen og med en rækkevidde, som er hydraulisk justerbar mellem 7,6 og 8,3 meter. Den kommer i to versioner, hvoraf den ene er med hydraulisk sideelevatror, så man har mulighed for at rive materialet sammen i et skår.

Skårlufteren kan lufte græs eller hø, så det tørrer hurtigere, men den tidligere mindre udgave med singlerotor har været for lille til at interessere danske landmænd.

»Mange har spurgt til større kapacitet, og det kan vi tilbyde nu. Og her på messen har der allerede været stor interesse for den, også fra Tyskland og Finland«, siger Jens Ploug, der tilføjer, at Agritechnica er Fransgårds vigtigste messe.

»Det er her, at vi hvert år møder både vores kunder og vores importører fra vores andre markeder«, siger Jens Ploug.

Fransgårds største markeder er Tyskland og Sverige.

Emneord Agritechnica

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.