Skal du købe nye eller brugte maskiner?

En række kommende maskinvandringer sætter fokus på maskinøkonomien i deltidslandbrug.

I juni måned sætter Landbrugsrådgivning Syd (LRS) fokus på økonomien i deltidslandbrug. Det sker via en række maskin-markvandringer, hvor både maskin-, plante- og økologikonsulenter stiller skarpt på en række parametre i deltidslandbrugene.

Et af elementerne på vandringerne er maskinøkonomi, hvor maskinkonsulent Erik Nissen giver råd til, hvorvidt det kan betale sig at købe nye maskiner eller om man i så høj grad lider af maskinitis, at man vil beholde egne maskiner til trods for, at det ikke er den billigste løsning.

»Arbejds- og maskinomkostningerne udgør en stor del af de samlede omkostninger i marken. Det er derfor vigtigt at vide, hvad det koster selv at gøre det, og hvad alternativet er,« mener Erik Nissen.

Til de fleste opgaver er der brug for en traktor. Men er traktoren for dyr pr. time, bliver alle opgaver for dyre. påpeger maskinkonsulenten.

»En brugt traktor med 125 hestekræfter til 300.000 kroner og som kører 300 timer om året koster 240 kroner pr. time, hvilket er 1,92 kroner pr. heste i timen.«

»Hvis den kører 600 timer om året, koster den ”kun” 164 kroner i timen, hvilket er meget tæt på det normtal jeg normalt bruger for en godt udnyttet traktor. Det lyder på på 1,30 kroner pr. hestekraft pr. time i timen,« forklarer Erik Nissen.

Han mener, det tal for nogen vil virke højt, men der er masser af eksempler på at det sagtens kan løbe op i meget mere, påpeger han.

»Og husk at selv om dækkene holder en del år for de fleste, så er det dyrt når de skal skiftes.«

Tre datoer i juni

I alt afholder LRS tre maskin-markvandringer i juni. De finder sted henholdsvis tirsdag den 9. juni klokken 19.00 hos Flemming Chrestensen, Hjerndrup stadsvej 51 ved Christiansfeld, onsdag den 17. juni klokken 19.00 hos Erik Thomsen på Gl. Landevej 77 ved Varde og mandag den 22. juni klokken 19.00 hos Birger Hansen, Skovballevej 80 på Tåsinge.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.