Skifter: Der kommer en pukkel for maskinhandlere, der sælger høstmaskiner

Forsyningerne fra underleverandørerne halter i øjeblikket hos en lang række maskinproducenter. Senest har Claas reduceret produktionen på sin store tyske fabrik.

Først var det på fabrikken i franske Le Mans, at Claas skar kraftigt ned på produktionen.
Nu er det hjertet af Claas, fabrikken i Harsewinkel, hvor Claas nu sænker produktionen på grund af corona-krisen. Det er her, at Claas bl.a. producerer sin kendte mejetærskerserie Lexion samt en række andre serier.

Ifølge Claas vil man i første omgang reducere serieproduktionen frem til slutningen af næste uge, hvorefter man afbryder produktionen - mindst - frem til 17. april.

”Vi fremstiller så mange maskiner som muligt til markedet. I øjeblikket er der en bred række af nye og brugte maskiner hos vores forhandlere, som kan hjælpe os”, lyder det fra Claas topchef Thomas Böck i en pressemeddelelse.

Dermed har en lang række producenter lukket hele eller dele af deres produktion ned i de seneste dage rundt omkring i Europa.  

For landmænd i Danmark er effekten af den mindre produktion hos Claas ukendt, oplyser Jens Skifter, koncerndirektør i Danish Agros division Agribusiness Machinery i et skriftligt svar til LandbrugsAvisen.

Så længe Danish Agro i lighed med hele branchen ikke kender omfanget af udfordringerne, kan der heller ikke gisnes om de endelige konsekvenser, forklarer Jens Skifter.   

”Målet er helt klart, at de solgte maskiner skal være rettidigt i Danmark, og der forsøger vi på basis af erfaringen at få de maskiner frem først, hvor der sædvanligvis høstes først. Der er vanligvis en del forskel på, hvornår høsten starter i Danmark. Forudsætningen for dette er naturligvis, at de enkelte maskiner er færdigproducerede, men netop det følges tæt af alle involverede”, skriver Jens Skifter til LandbrugsAvisen.

Arbejdspukkel forskubber sig

Han oplyser, at maskinhandlere og landmænd i hele branchen må belave sig på, at tingene i år vil forskubbe sig.

”Når alle lande i Europa lukker ned,- og derigennem produktioner må stoppe – forskydes vor belastning på værkstederne naturligvis med hensyn til klargøring, idet sæsonen ikke flytter sig – så der vil komme en pukkel for alle maskinhandlere, som sælger høstmaskiner. Det har vi dog med Claas og vore erfarne medarbejdere ude i landet stor erfaring i at håndtere”, mener Jens Skifter.

Claas understreger i øvrigt i mandagens udmelding, at der fortsat vil blive produceret reservedele til at forsyne markederne.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.