Skovejers sjældne Swed-Trac kører 25 timer om året

Svenske Urban Johansson kører med en helt speciel traktor, der for længst er gået ud af produktion, men som tilbage i 1980’erne var led i et håb om en storstilet svensk traktorproduktion.

Det er med stor nysgerrighed, jeg svinger ind på gårdspladsen hos Urban Johansson i den lille by Råskog, Sverige. Her står der efter sigende en af de sjældne tilbageværende eksemplarer af en Swed-Trac traktor, som tilmed kan køre. Det er 30 år siden Swed-Trac model II kom på markedet, men hvordan fungerer traktoren i dag?

På afstand ser den næsten ny ud. Timetælleren viser da også kun 1.700, og de seneste år har den stået foran en udkørselsvogn, men det, Urban Johansson viser mig, er et stykke svensk traktorhistorie. Traktoren er en svensk Swed-Trac, som er et mærke, der blev præsenteret tilbage i starten af 1980’erne. Det var et svensk navn, men selve delene i traktoren kom stort set alle fra andre traktormærker - heriblandt Ursus.

»Jeg købte den af en landmand i 1998, som også arbejdede som sælger hos en maskinforretning. Han ville gerne bytte traktoren, så vi købte den af ham. På det tidspunkt havde den gået 1.280 timer. Nu har vi haft den i 17 år,« fortæller Urban Johansson, der foruden at være skovejer er direktør hos Weimer Skogsteknik & Hydraulik.

Aldrig nogen succes

Den svenske Swed-Trac blev aldrig nogen succes, og kun ganske få blevet bygget, men hvor kom de fra, og hvem var det, der troede på eventyret?

Svaret er Pihlgrens Traktor AB. Pihlgrens var op gennem 1970’erne forhandler af Ursus-traktorer, men stod bag udviklingen af den svenske traktor. Ideen med det nye mærke var, at traktoren skulle være let at servicere og have så mange standardkomponenter som overhovedet muligt. Den skulle være let, stærk og svenskbygget med mange anvendelsesområder.

Volvo BM havde besluttet at stoppe med traktorproduktionen, så navnet Swed-Trac blev valgt for at vise, at Sverige fortsat skulle være på landkortet, når det gjaldt traktorproducenter.

Læs hele fortællingen om svenske Urban Johansson og hans specielle traktor i det nye nummer af TraktorTech. Får du ikke TraktorTech kan du tegne abonnement på Traktortech.dk. Du kan også bestille magasinet på tlf. 33 39 47 90.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.