Slut med vægtafgift på traktorer

Den mikroskopiske afgift på traktorer og påvængsvogne bliver nu fjernet.

Som en del af en større saneringspakke fjerner skatteminister Karsten Lauritzen (V) nu vægtafgiften på traktorer og påhængsvogne.

Afgiften, der ligger på 61,85 kr. årligt for godkendte traktorer og 41,25 kr. for påhængsvogne, bliver opkrævet to gange årligt og er et godt eksempel på bøvl og besvær i afgiftssystemet, mener ministeren.

"Det handler om at lette landmændene for en byrde, og her er der konkret tale om to regninger færre. Saneringspakken handler om at fjerne en lang række afgifter, der er til besvær i forskellige erhverv", siger han.

bagtanke med fjernelsen

Vægtafgiften på traktorer blev indført i 1967 og er ikke blevet reguleret. Derfor står den ikke længere mål med de administrative omkostninger, der følger med at indkræve afgiften.

Samlet koster fjernelsen af afgiten skattekassen 5 mio. kr.

Udover at lette landbruget for en besværlig afgift, har Karsten Lauritzen en underordnet bagtanke med at fjerne den.

"Skulle der en dag komme en ny regering, ville man måske få den idé at hæve afgiften, og det mener jeg ikke er en god idé", siger han og uddyber:

"Man bør ikke have en afgift på traktorer, ligesom man ikke har en afgift på tømrens hammer. Det ville blive en meromkostning på et primærerhverv, der har mange ansatte direkte og i værdikæden".

landmand henvendte sig

Skatteministeren blev gjort opmærksom på afgiften, da en borger henvendte sig.

"Jeg vidste faktisk ikke, at der var vægtafgift på traktorer, så det var kun godt, at en landmand henvendte sig og fortalte om afgiften".

Der er 80.000 godkendte traktorer i Danmark og 5.000 påhængsvogne, oplyser Skatteministeriet.

Ifølge Børsen forventer ministeren torsdag at lande en aftale med Dansk Folkeparti og De Radikale.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.