Smattede marker har udfordret maskinstations bundlinje

Vejret har det forgangne år været udfordrende for Bejstrup Maskinstation i Fjerritslev, der dog kommer ud med et overskud for det forløbne år.

Som enhver med fingrene begravet i den danske landbrugsmuld ved, var vejret gennem 2017 en større udfordring på de danske marker.

Det var det også for Bejstrup Maskinstation, der også har mærket konsekvensen af de smattede marker på bundlinjen i det seneste årsregnskab.

Maskinstationen, der holder til ved Fjerritslev, kommer i 2017 ud med et resultat på 1,3 millioner kroner, hvilket er det laveste resultat i de sidste fem regnskaber.

”I et udfordrende år er det et acceptabelt resultat. Men vejrsituationen har været meget ustabil, og det har givet os megen kørsel frem og tilbage, hvilket har resulteret i mere spildtid”, siger Henrik S. Larsen, økonomichef hos Bejstrup Maskinstation, i kølvandet på selskabets nyligt offentliggjorte regnskab.

”Og det er klart, at vejret slider på vores materiel, og derfor har vi også haft et større vedligehold i løbet af året”.

Svært at planlægge

Henrik Larsen peger især på, at det særdeles våde 2017 gjorde det svært at opretholde et effektivt timeantal på kundernes marker. Og det gik ud over både kunder og maskinstation.

”Alle husker året som et år, hvor det regnede stort set hele tiden, og så er det svært for os at planlægge de daglige opgaver. Nogle gange måtte vi jo køre ud til en mark for at indse, at den var for våd til at blive arbejdet på. Og så kom vi måske hen til en anden mark, hvor vi kunne arbejde i fire timer, før det var blevet for mørkt til at fortsætte”, siger han.

”Det sætter sig jo både i vores timer, ligesom landmanden måske mister en del af sine afgrøder, fordi de bliver umulige at bjerge. Det er så ærgerligt”.

Ligesom flere andre maskinstationer og ikke mindst landmænd over hele landet mærkede, skød det tidlige forårs våde og frostramte marker også store arbejdsmængder til forsommeren. Pludselig måtte alle mand i marken for at udnytte de lyse timer og tilnærmelsesvis tørre underlag.

”Vi havde absolut en spidsbelastning her i foråret. Det var godt, vi kom i gang, men vi så naturligvis hellere, at sæsonerne kommer, så vi løbende kunne håndtere det. Vi har jo kun det grej og det mandskab, vi har, og hvis alt skal løses på 14 dage, så er der nogle ting, vi simpelthen ikke kan nå, fordi der opstår flaskehalse”, siger han.

Har løbet året godt i gang

Men selvom vejret stækkede sidste års resultat og gav voldsom travlhed i forsommeren, så er Henrik Larsen dog nogenlunde tilfreds med, hvordan starten af 2018 er forløbet.

”I 2018 ser det ud til, at vi er kommet bedre i gang, og det ser i det hele taget mere stabilt ud. Vi har ikke armene helt oppe, men de er heller ikke helt nede, og vi er nogenlunde tilfredse”.

Er ejet af selskab uden økonomisk polstring

Bejstrup Maskinstation er ejet af selskabet Leo Nielsen’s Eftf. Fjerritslev A/S og ultimativt set virksomheden Bejstrup Invest ApS, som begge har negativ egenkapital på henholdsvis -2,3 og -6 millioner kroner.

Det er dog ikke noget, der giver anledning til hævede øjenbryn hos Henrik S. Larsen, økonomichef hos Bejstrup Maskinstation.

”Vi har haft en række uheldige år for år tilbage, og dem arbejder vi stadig på at komme over. Men det betyder ikke noget i praksis, da vi har et godt og konstruktivt samarbejde med vores bank, og vi år efter år har haft et positivt resultat. Vi kører det forsigtige, lange seje træk, og så skal det nok gå fint”, siger han.

Bejstrup Maskinstation kommer ud af 2017 med et bruttoresultat på 57,3 millioner kroner mod 54,7 året forinden. Driftsresultatet er dog faldet en tand og ender i 2017 på 5,7 millioner kroner mod 6,2 millioner kroner året før.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.