Snart kan du se orange traktor og særlig læsertraktor i Tivoli

Flere maskiner bekræftet klar til tur på plænen i Tivoli i slutningen af august.

Det bliver med nogle spændende maskiner, at landbruget indtager Tivoli under overskriften ”landbrug på plænen”.

Som vi tidligere har beskrevet så hylder Tivoli mad og vin med en række gastro-oplevelser fra 29. august og frem til 20. september i samarbejde med Landbrug & Fødevarer.

Og danskerne får noget at se på, når det skydes i gang den 29. august. Her stiller landbruget nemlig op med en maskinudstilling i Tivoli, som Dansk Maskinhandlerforening stabler på benene.

Allerede nu er det bekræftet, at TraktorTechs læsertraktor – en IH 844 S tager turen fra dens nuværende ”opholdssted”, Erhvervsskolerne Aars for at være med. Traktoren er i øvrigt sponsoreret Case IH-forhandleren Sørensen & Lynggaard og Case IH’s organisation i Danmark.

Valtra har også en traktor med i form af en T234D, oplyser sales manager hos Valtra Jimmi Ravnborg.

”Vi glæder os til at komme ud blandt interesserede igen med vores maskiner. Der har ikke været mange anledninger herover sommeren til at have den fysiske kontakt, derfor bliver det rigtig dejligt at komme ud med maskinerne igen, og så gør det da slet ikke noget, at det er med en så prominent placering som plænen i Tivoli”, siger han i en pressemeddelelse.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.