Spændende ny fransk fløjtyr hos Scantruck

Scantruck har ny joystick-styret teleskoplæsser fra Manitou i den attraktive fem-tons-klasse med på Agromek

Franske Manitou har satset både stort og småt i år. 

Først med ULM-teleskoplæsseren, der ikke er større eller tungere, end at den kan trækkes på en trailer efter håndværkerbilen.

Og nu med MLT 850 NewAg XL, som med sine specifikationer sigter direkte mod den attraktive fem-tons-klasse til større nordeuropæiske bedrifter samt biogasanlæg og genbrugspladser.

Begge maskiner kan opleves på den danske forhandler Scantrucks store stand i hal C, hvor den nye teleskoplæsser i fem-tons-klassen har fået en fremtrædende og iøjnefaldende fløjplacering i Manitou-rækken.

Manitous joystickstyring

Læsserfunktioner styres med venstre tommelfinger

Manitou har virkelig rystet posen. Produktudviklingen startet med at spørge kunderne, hvad de efterspørger, og med en grundig markedsundersøgelse for at se, hvad konkurrenterne tilbyder.

Resultatet er blevet er højeffektiv arbejdsmaskine med lavt støjniveau, mulighed for 360 graders kameraovervågning af omgivelserne, mere kabinekomfort og et nyt joystick til tommelfingerbetjening af læsseren.

Joystick-løsningen er endnu ikke leveringsklar, men her er der den krølle på halen, at Scantruck allerede kan tilbyde en lignende løsning.

Derudover er der også arbejdet intenst med motoren, CVT-transmissionen og hydraulikken og ikke mindst motor- og hydraulikstyringen for at give ekstra skubbe- og brydekraft til maskinen, der løfter 5 ton op til 7,6 meter.

Testfasen har vist 18 procent mere arbejde udført og et 20 procent lavere brændstofforbrug. 

Det sidste skyldes blandt andet en ny stop/start-funktion, der minder om den, der sidder i de fleste nyere personbiler.

Samlet giver det ifølge Manitou samlede levetidsomkostninger, der er otte procent lavere end nogen anden læsser i denne klasse.

Manitou teleskoplæsser

Fem-tons-klassen er en stærk tendens

Manitous markedsanalyse viser, at kunderne i stigende grad efterspørger teleskoplæssere i fem-tons-klassen. 

Salget i dette segment er ifølge Manitou faktisk fordoblet på det europæiske marked de seneste år, og det betyder en del for et firma som Manitou, som leverer hver tredje agri-teleskoplæsser solgt worldwide. 

Ergo skal man også kunne tilbyde maskiner i denne kategori.

- Det er i den grad en maskine, vi har ventet på, fordi den placerer sig godt mellem 841’eren og 961’eren. Vi ser bare en tendens i markedet, hvor det skal være fem-tons-læssere. Det her er virkelig en kraftig læssemaskine. Den kan godt bruges til at samle halm i landbruget, men den vejer altså ti tons, så vi ser den mere som en maskine til biogas, recycling, kraftværker og lignende læsseopgaver, siger Dennis Faurby, markedschef hos Scantruck.

Emneord Agromek 2022

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.