Brdr. Toft i Sabro har de seneste år haft stor succes med at levere spotsprøjtesystemer til marksprøjter, både på komplette nye Bargam-sprøjter og som eftermontering på andre fabrikater.
Et spotsprøjtesystem består af en ekstra tank, typisk en fronttank, hydraulisk drevet membranpumpe, armatur og en ekstra parallel dyselinie på bommen, altså i princippet en ekstra sprøjte på sprøjten.
Brdr. Toft opbygger løsningen ud fra standardkomponenter, som anvendes på de to mærker virksomheden importerer, Bargam og Knight.
Finn Søndergaard, salgs- og marketingchef hos Brdr. Toft mener, at spotsprøjteudstyr give god økonomi.
»Ofte er det kun mindre områder af marken, hvor der er specielle problemer, så man kan anvende specifikke midler til de mindre områder, hvilket skåner både miljø og pengepung,« siger Finn Søndergaard, der mener, at man ofte vil kunne spare gennemkørsler ved have et ukrudtsmiddel med i spotsprøjten samtidig med svampesprøjtningen.
»At løse to sprøjteopgaver på én gang giver bedre rettidighed og store besparelser i tid og brændstof, da man ikke skal tilbage til samme mark flere gange,« siger han.
Fronttanken kan også fungere som ekstra tank, når spotsprøjteløsningen ikke anvendes. Væsken overføres løbende til den bagerste tank.
Brdr. Toft tilbyder fronttanke fra Bargam på 1100 og 1500 liter samt egne tanke i tre størrelser fra 1100 til 2000 liter. De kan leveres i forskellige farver, så de matcher farver på Horsch, Väderstad, John Deere eller Amazone.
Kommentarer