Stærkere og mere effektiv 9R-serie

John Deere sender nu 9R-serie modelår 2021 på markedet, anført af flagskibsmodellerne 9R 640 og 9RX 640 på 691 hestekræfter.

John Deere er nu klar til at sende 2021-aftapningen af 9R-serien på markedet. Serien, der anføres af flagskibsmodellerne 9R 640 og 9RX 640 på 691 hestekræfter, er ifølge producenten ikke bare blevet stærkere og mere effektive, de er også mere intelligente.

Modellernes bedre muligheder for opkobling og automatiske funktioner kommer traktorførere og driftledere til gode, fremgår det af en pressemeddelelse.

Alle traktorer bruger den samme nye 13,6 liters John Deere motor som X9 mejetærskerne, undtagen de største modeller på 640 hk, der fortsat har den 15 liters Cummins motor. Den sekscylindrede motor er med højtryk-commonrail (high-pressure common rail - HPCR) indsprøjtning udviklet til at være mere effektiv i brug og med lydniveauer, der er op til halvt så høje.

Til det intelligente hører StarFire 6000 antennen, som er indbygget i førerhusets tag og medfølger som standard sammen med den store 4600 CommandCenter skærm, med fuld AEF ISOBUS kompatibilitet og AutoTrac aktivering. 
John Deere kan også mod merpris tilbyde en fuld aktiveringspakke, som giver maksimal automatik. Denne løsning omfatter vendeautomatik, sektionskontrol, variabel indføringshastighed, redskabsstyring (passiv), dataudveksling, MachineSync og nu også AutoPath.

Med John Deeres nye AutoSetup kan landmænd og maskinstationer nu planlægge deres opgaver på forhånd i det brugertilpassede Operations Center. Opgaverne dukker automatisk op på skærmen i førerhuset, når maskinen kører ind på en mark, og føreren skal bare bekræfte med et enkelt tryk på en knap. Systemet understøtter indstillinger som kunde, bedrift, mark, markgrænser, spor, udstyrets bredde/forskydning, produkter, tildelingsmængder, stedspecifikke tildelinger, dokumentationsindstillinger og førerens navn. Når opgaven er fuldført, kan alle data overføres trådløst til Operations Center.

Komforten har også fået et løft med anden generation af ActiveSeat, som nu kan fås med læder, sædevarme, aktiv luftcirkulation, massagefunktion og forskellige justerbare sædeindstillinger. En 6,5" DAB+ radio med trykskærm og et 6.1 lydsystem af optimal kvalitet giver adgang til de sidste nye muligheder inden for infotainment.

 

 

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.