Stærkeste RAV4 til dato skal i stikket

Toyota har netop haft verdenspremiere på en opladningsudgave af producentens SUV, Toyota RAV4 Hybrid,

Toyota åbner i dag et nyt kapitel i historien om den populære SUV, Toyota RAV4, der netop har haft verdenspremiere som plug-in hybridbil på den internationale biludstilling, Los Angeles Auto Show, i USA. Med 306 hestekræfter bliver det den kraftigste RAV4 til dato.

Plug-in hybridbilen, RAV4 Plug-in, som bilen kommer til at hedde, byder udover hybridteknologien også på firehjulstræk som standard, en rækkevidde på ren el på op til 60 km og klassens angiveligt laveste CO2-udledning på 30 g/km.

Den almindelige hybridbil, RAV4 Hybrid, kom i år i en ny og femte generation. Der er her i november leveret over 2.000 nye RAV4 i Danmark siden introduktionen først på året, hvilket svarer til en stigning på 55 procent sammenlignet med samme periode i fjor.

Selv om RAV4 også fås med toliters benzinmotor, har hovedparten af danskerne i årets første 10 måneder valgt hybridudgaven. Her er det muligt at vælge mellem forhjulstræk med 218 hestekræfter eller firehjulstræk med 222 hestekræfter. Den kommende RAV4 Plug-in kommer som standard med et intelligent firehjulstræk og vil, mener man hos Toyota, kunne give RAV4-salget et yderligere boost.

Det intelligente firehjulstræk understøttes af to elmotorer – en til forhjulene og en anden til baghjulene. I kombination med den samme 2,5-liters benzinmotor, som også ligger i den almindelige hybridudgave af RAV4, yder hybridsystemet samlet set 306 hestekræfter. Det sender RAV4 Plug-in fra 0 til 100 km/t. på 6,2 sekunder.

Rækkevidden på ren el på 60 km svarer fint til et dansk pendlerbehov. Med en gennemsnitlig pendlingsafstand for danskere ifølge Danmarks Statistik på 22 km fra bopæl til arbejde vil man altså kunne køre mellem hjem og arbejde i den nye RAV4 Plug-in uden brug af brændstof ligesom i en elbil.

Toyota offentliggør priser på den nye RAV4 Plug-in tættere på introduktionen, der i Danmark sker i anden halvdel af 2020.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.