Stigende renter, fragt og jern: Men hvad betyder det for prisen på en traktor?

Der er noget i gære, når vi taler prisen på råvarer og prisen for at flytte varer rundt. Det vil også sættes sig i traktor- og maskinpriserne, lyder det fra traktorgigant.

God mandag morgen,

Det bobler og syder i traktorproduktionen i disse uger og vil formentlig gøre det i en rum tid.

Der er flaskehalse på råvarer og komponenter og samtidig betyder stigende kornpriser og afregninger på landmænds varer globalt set, at der er blevet rum for køb af nye maskiner og hestekræfter – og derfor kom Agco også med en markant udmelding omkring priserne, da man under Store Bededag præsenterede årets første kvartalsregnskab.

Prisudmeldingen har jeg nyt om lige om lidt.

Men først skal vi lige runde et par aktuelle historier:

Store hestekræfter indsat i Nordjylland

I sidste uge indledte Case IH en turne med to store kæmper – nemlig nyeste skud på stammen indenfor deres QuadTrac og Steiger-traktorer. Med andre ord var Case IH’s danske folk i marken med to rigtig stortraktorer, der i den kommende tid skal landet rundt på demotur.

Normalt er det et yderst smalt marked på dansk jord, da de fleste kunder godt kan ”nøjes” med en Magnum eller en traktor i det segment. Men man tror på, at vinden med opkøb og sammenlægninger af også meget store gårde i de senere år også er ved at øge det segment i markedet.

Hør mere her:  

Rød premiere: 1.200 hestekræfter i marken i Nordjylland

Robot-eksperimenter fra redskabsgigant

Selvom vi nok er mange, som fra barns ben har været fascineret af så store maskiner, så blæser andre trende jo også over markedet: Automatisering og mindre selvkørende maskiner.

Den store tyske redskabsproducent Horsch gør sig for tiden nogle interessante tanker om at smide traktoren ud og selv udvikle en robot, der kan trække selv store redskaber. Første skud på stammen er nu vist frem – og Horsch oplyser, at man faktisk arbejder på tre forskellige robotkoncepter.

Følg med her:  

Horsch smider traktoren på genbrugspladsen

Priserne stiger 3-4 procent

Og så til historien bag overskrift på denne morgenpost. Blandt andet på grund af stadig højere krav til nye motorer, så er der igennem en del år læsset nye omkostninger på købet af en ny traktor.

Men prisen på nyt grej vil stadig stige, hvis man skal tro den store traktorproducent Agco, der som bekendt står bag mærker som MF, Valtra og Fendt.  

Agco er i øvrigt kommet blændende fra land i 2021 med en omsætningsforøgelse på næsten en fjerdedel i forhold til for et år siden og nye rekorder for både omsætning og indtjeningen.  

I en kommentar oplyser topledelsen, at man nu forventer at kunne holde inflationen på stigende priser på råvarer stangen ved selv at øge priserne med tre til fire procent. Det er selvfølgelig en "rund betragtning", der ikke nødvendigvis betyder, at en konkret dansk model stiger så meget - eller kan nøjes med den prisstigning.

Den gode stemning starter ude hos landmændene hele jorden rundt med udsigten til højere priser for kornet på kommende høst og stigninger i diverse afregningspriser. Det oplyses, at der både er højere forvetninger og indkøbsglæde hos storfarmere i Brasilien, amerikanske farmere, der omsider kan få udskiftet stadig ældre maskiner – eks. stikker salget af mindre traktorer helt af og når nye rekordniveauer – men der er også bedre tider her i Europa, hvor der forventes et lidt bedre salg.  

Dansk robot på vej til Canada

Det er for resten ikke kun Agco, der kan sælge grej til de nordamerikanske landmænd. I weekendens printudgave af LandbrugsAvisen havde vi en snak med folkene fra FarmDroid.

Det danske roboteventyr har fået sin første canadiske kunde efter nogen havde hørt noget fra en kunde i Tyskland – og lige nu er maskinen såmænd på vej over den store dam.

Læs mere her:

Første FarmDroid er på søen

Canadiske vogne på vej til græshøsten

Trafikken går naturligvis også den anden vej. Importøren Buchtrup Agro er eks. lige startet ud med importen af nye samlevogne fra canadiske Andersson. Eks. bydes der på en model, der med en gribeklo kan samle op til 20 wrapballer på mindre end 10 minutter - hvis man rubber neglene lidt ude i marken.

Se her: Canadiske samlevogne klar til græssæsonen

Nyt Farming Simulator på vej

Er man mere til sjov og virtuel træning, så er der også gode nyheder i pipelinen.

Det populære Farming Simulator spil meldes nemlig på vej i en helt ny 2022-udgave, som man dog skal være lidt tålmodig med.

Der meldes om nye maskiner som John Deeres store 9R-model i 22-klæder, den nye MF 8S, New Hollands hybridtærsker CH 7.70 og meget mere, når det lander i årets sidste kvartal op til julehandlen.

Få historien her: Glæd jer: Nyt Farming Simulator på vej

Sker i ugen

Vi går ind i en uge med lidt længe ventet væde til planterne ifølge DMI's nye prognoser – og så får vi nye traktortal fra CNH, som kommer med kvartalsregnskab onsdag.

Ha’ en fortrinlig uge.

Redaktionschef Christian Juel Jørgensen

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.