Hos Mercedes-Benz Danmark varebiler har man nu lagt lommeregnerne tilbage i skuffen efter at have gjort status over salget i fjor. Ikke uventet er det varebilen Mercedes Sprinter, der trækker det tunge læs. Alt i alt var der 2.115 kunder, som i løbet af 2018 fik indregistreret deres nye Sprinter.
Foruden succesen i Sprinter-segmentet, som svarer til en markedsandel på over 20 procent, leverede Mercedes-Benz desuden 264 Vito’er til Forsvaret i 2018. Men i programmet er der også modeller, som kunne tiltale landbrugskunder, ikke mindst Mercedes’ nye pick-up, Mercedes X-klasse, som debuterede i 2018.
»Med 70 solgte Mercedes X-Klasser er der heller ingen tvivl om, at kunderne tog godt imod den første ”rigtige” pick-up fra Mercedes-Benz. Ikke mindst versionen med V6-motor har været genstand for stor interesse«, siger Louise Klink Raaschou, som er salgschef for Mercedes-Benz varebiler i Danmark.
Mercedes X-klasse programmet omfatter motorer på 163, 190 og 258 hestekræfter.
Kommentarer