Stolt direktør: John Deere åbner deres organisation op for os
I interview fortæller dansk direktør om at opnå en af de mest interessante aftaler i den globale maskinbranche, inden man som dansk start-up skal ud og hente en investor for tre-cifret millionbeløb.

I slutningen af sidste uge gik John Deere ud med meddelelse, som er blevet citeret flittigt i de amerikanske medier.

John Deere sætter navn på de blot fire start-up-virksomheder, som er inviteret ind i folden til et særligt tæt samarbejde her i 2020.

Den udvalgte skare er udvalgt blandt tech-virksomheder fra hele verden.

Danske Faunaphotonics er på vej med en teknologi, hvor markerne scannes for insekter med infrarødt lys hvorefter data bliver tygget af kunstig intelligens.

Kombinationen af sensor i marken og bearbejdningen af data spås at give landmænd verden rundt helt nye muligheder for præcist at bekæmpe insekter i marken med store besparelser til følge og en gavnlig effekt for biodiversiteten samtidig.

Michael Stanley Pedersen er mere end begejstret over udsigten til at arbejde tæt sammen med John Deere, da LandbrugsAvisen fanger ham.

"Det som der er lagt op til, at Deere åbner hele deres organisation op for os. Det er ikke kun et samarbejde om udviklingen af vores produkt, som vi øvrigt allerede har været i gang med sammen med dem sidste sommer. Det er også en forretningsmæssig aftale om at samarbejde med deres netværk i forhold til at komme ud i markedet. Det er unikt at få et år til at se, hvordan vi kan komme ud sammen med John Deeres produkter”, siger han og ser kæmpe potentialer i samarbejdet.

”For os kan det ikke være mere interessant end det her. At få lov til at arbejde sammen med en spiller på deres størrelse. Deres Intelligent Solutions Group er helt fremme i skoene”, siger han om John Deeres udviklingsafdeling, der holder til i Iowa og regnes som en – hvis ikke – af de største i hele branchen.

Nævnes på linje med Deere-opkøb i milliard-klassen

Michael Stanley Pedersen nævner John Deeres datterselskab Blue River Technology som et godt perspektiv i forhold til aftalen. En amerikansk startup, som John Deere købte i 2017 for mere end 300 millioner, vel og mærke i dollar.

”John Deere kunne se værdien i deres præcisionssprøjtning. Nu kigger de så til os, når det gælder teknik til at identificere insekterne i marken”, siger han og understreger, at der i første omgang er tale om et samarbejde og ikke et opkøb fra John Deeres side.

Har I Blue River-potentiale?

“Ja, det har vi absolut. Vi ser en exitstrategi som det mest sandsynlige. Vi har en global strategi, hvor vores virksomhed skal skaleres op”, siger han og anser det som mest sandsynligt, at man havner hos en industriel spiller en dag.

”Men vi ser også interesse fra andre platforme som digitale spillere, der vil ind i landbrug og health care og alt muligt andet”.

Søger investor på trecifret millionbeløb

Michael Stanley Pedersen kom selv med om bord som CEO for et par år siden efter, at han i et par år forinden havde siddet med som bestyrelsesmedlem.

Han kalder rejsen for fantastisk. For ikke længe siden var de otte ansatte. I dag er de 22 ansatte og der kommer jævnligt nye stillingsopslag ud fra virksomheden.

”Vi er i en kraftig ekspansion med en interessant organisation. Vi har agronomer og biologer, som arbejder sammen med hardcore dataanalytikere. Det er et skægt spænd af folk, hvor vi er gået fra at være en udviklingsorganisation med et produkt, der skal ud og kommercialiseres. Vores mål er ikke at sælge sensorer, men at sælge og forarbejde data. Det har været en rejse, hvor man skulle forstå, at det er ikke et akademisk produkt, men et konkret produkt der skal hjælpe landmænd og os alle sammen med en mere bæredygtig verden”.

I siger åbent, at I søger investorer. Hvad har I brug for?

”Hele den her skalering af vores teknologi koster penge. Vi skal gå fra at sælge 100 stykker i år til at sælge tusindvis. Det kommer til at koste, og derfor kigger vi efter serie A-investorer”, siger han med henvisning til investorer med kapital mellem 10 til 30 mio. dollar.

Hvor hurtigt forventer I at kunne lande det?

”Vores håb er en closing i løbet af sommer/efterår”.

Vi snakker meget klima og miljø for tiden. Rammer I tidsånden?

”Det må man sige. Derfor tror jeg også, at vi oplever så stor interesse. Der er også en myndighed fra udlandet, der svarer til Miljøstyrelsen, som er meget interesseret i at bruge det til at måle biodiversitet. Du kan gøre det på præcis samme måde. Man siger, at niveauet af insekter er et godt billede på, hvordan vores fauna generelt har det. Alternativet er, at du render rundt med nogle net og fangstbakker. Det er ekstremt kompliceret og tidskrævende, mens vi kan gøre det real time, så vi ser også et stort potentiale drev ud over det konkrete landbrug.”

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.