Stor interesse for selvkørende Danfoil

Den første Danfoil Airforce 1 er leveret, og inden længe ventes flere handler afsluttet.

Efter at nordjyske Danfoil for nogen tid siden leverede det første eksemplar af den nye selvkørende Danfoil Airforce 1 til Gads Maskinstation i Sønderjylland er der opstået stor interesse for maskinen.

»Vi arbejder lige nu på i hvert fald 10 seriøse kundeemner, som kommer fra blandt andet Danmark, Sverige, Polen, Ukraine og Rusland,« siger direktør for Danfoil, Jesper S. Madsen.

På virksomheden i Svenstrup, hvor man har erfaring for, at Danfoil-kunderne er meget trofaste mod mærket, anslår man, at der vil være en leveringstid på tre til fire måneder. Airforce 1 er opbygget på et chassis fra italienske Mazzotti og monteret med Danfoils kendte sprøjtesystem, det vil sige bom, bomophæng, sprøjtekomponenter og styring.

Danfoil Airforce 1 kan leveres med tanke på 4.600 liter, 5.300 liter eller 6.600 liter. Motoren er en sekscylindret Perkins Tier 3B-motor med 238 hestekræfter, mens kabinen stammer fra Claas.

På maskinen er der mulighed for flere forskellige dækstørrelser, ligesom den har to- eller firehjulsstyring, automatisk justerbarbar sporvidde fra 2.0 til 2.25 meter - endda med mulighed helt op til 2.95 meter, hvis det ønskes. Frihøjden er standard 1.25 meter, men fås op til 1.70 meter. Den kan leveres med bombredder fra 24-36 m.

»Langt hen ad vejen bliver de bygget op indviduelt efter kundernes ønsker,« siger Jesper S. Madsen.

Til udstyret hører blandt andet GPS med sektionsluk, bakkamera, LED-lys monteret på bom, flydende gødningsanlæg via separat sprøjtelinie og fyldeflowmåler.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.