Stor maskinforhandler har fået ny direktør

Anders Mikkelsen tiltræder som ny adm. direktør for Karl Mertz A/S.

Efter en kort proces er Anders Mikkelsen valgt som afløser for tidligere direktør Anders Hansen hos maskinhandleren Karl Mertz med afdelinger i Sakskøbing, Horreby, Nakskov og Rønnede.

Anders Mikkelsen kommer fra job inden for salg og markedsføring af lastvogne og personbiler. Senest har Anders været Markedschef hos Volvo Car Denmark A/S, med ansvaret for salg af Volvos personbiler i Danmark.

»Vi vurderer, at disse brancher på mange måder er flere år forud for den udvikling vi står over for,« udtaler bestyrelsesformand Morten Mertz og fortsætter:

»At kunne tiltrække en mand, som forstår kunder og deres behov, er et oplagt valg for os.«

»Anders besidder desuden stor ledelseserfaring, har erfaring fra bestyrelsesarbejde og eksekvering af strategier. Anders har en bred forståelse for, at det er kompetente medarbejdere og professionelle kunder, som er grundlaget for at drive en bæredygtig virksomhed. For os er Anders Mikkelsen personen til at drive virksomheden i det daglige, samtidigt med behovet for den løbende udvikling af selskabet kan honoreres,« slutter Morten Mertz.

Anders Mikkelsen udtaler:

»Der er store forandringsprocesser i gang i maskinhandlerbranchen og jeg glæder mig til, at være med til at videreudvikle Karl Mertz A/S,« siger Anders Mikkelsen.

»Karl Mertz A/S er en solid virksomhed med en lang historie, så vi kommer til at bygge på et meget stærkt fundament af kerneværdier, som f.eks. at kunden altid skal være i fokus. Alle medarbejdere og den tidligere direktør Anders Hansen har gjort et fantastisk stykke arbejde de seneste år og jeg har stor respekt for dette, men ser også frem til at udvikle virksomheden i takt med, at branchen forandrer sig og der konsolideres, men også åbner nye muligheder for en virksomhed med sans for kvalitetsydelser og produkter,« slutter Anders Mikkelsen.

Anders Mikkelsen er uddannet automekaniker og maskiningeniør, er 47 år og bosiddende i Nyråd ved Vordingborg. Anders er kæreste med Maria Mildam, der er psykoterapeut og pædagog. Sammen har de fem børn. Anders Mikkelsen tiltrådte den 1. september.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.